Keramiker inspireres af naturen på Falster: - Der er så smukt hernede

Kristine Vedel Adeltoft finder farverne til hendes glasurer ude i naturen på Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Leret skal skæres ud i de helt rette størrelser og æltes, inden det er klar til at blive formet på drejeskiven.

- Det skal blive til en af mine kopper, som i sidste ende også skal have en hank på, fortæller Kristine Vedel Adeltoft.

Den unge kvinde bruger størstedelen af sin vågne timer i sit værksted i Nørre Alslev på det nordlige Falster, hvor hun laver alt lige fra kopper og kander til vaser og skåle i keramik.

Keramikken sælges blandt andet på Kristine Vedel Adeltofts hjemmeside.
Keramikken sælges blandt andet på Kristine Vedel Adeltofts hjemmeside. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

- Jeg har altid været fascineret af keramik, og det med at kunne skabe noget og være kreativ og se noget blive til har jeg bare altid været draget af.

Hendes interesse for ler startede allerede, da hun var i starten af 20'erne som en hobby. For hun havde en anden interesse, der endte som hendes karrierevalg.

- Jeg har syet hele mit liv også, så det var oplagt for mig, og så blev leret lagt på hylden, og så arbejdede jeg ikke med det i mange år. Så rykkede vi herned for ti år siden, og efter et par år tog jeg det op igen bare for sjov.

Håber flere får øjnene op for Falster

Men der skulle ikke gå lang tid efter flytningen fra Roskilde til Falster før, at keramikken var det, der kom til at fylde mest. Og den hurtigt voksende interesse blev hjulpet på vej af naturen.

Kristine Vedel Adeltoft er ikke klassisk uddannet i faget, men har selv lært håndværket, og hvordan man blander glasurer.
Kristine Vedel Adeltoft er ikke klassisk uddannet i faget, men har selv lært håndværket, og hvordan man blander glasurer. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

- Falster har sin skønne natur, som inspirerer mig, ligesom det formentlig inspirerer mange andre. Det er hvert fald det, der har været inspirationen til at få udviklet alle mine glasurer, forklarer Kristine Vedel Adeltoft.

Farverne til hendes glasurer finder hun nemlig ude i naturen på Falster, hvor hun blandt andet har skabt farver fra skovområdet i Korselitse, fra stranden i Ulslev og fra Falsters højeste punkt Bavnehøj. Med dem håber hun, at flere får øjnene op for Falster.

- Jeg synes, det er så ærgerligt, at der har været så mange dårlige historier om Falster og Lolland for den sags skyld. Fordi der er så meget smukt hernede, og der er så meget at byde på.

Læs også
Kunst under åben himmel - pinsens kunstdage er skudt i gang
Læs også
Kunst under åben himmel - pinsens kunstdage er skudt i gang

Hver gang der kommer en positiv reaktion fra en kunde, føler Kristine Vedel Adeltoft, at hun giver noget af det, Falster har givet hende, tilbage.

- Det giver mig en følelse af, at jeg har ramt et eller andet. At det ikke kun er mig, der synes, det her er en fantastisk idé, men at det rent faktisk rammer folk. Og det er jo det, jeg har lyst til, at mit keramik skal ramme folk, og at det ikke bare skal være endnu en keramik kop.


Nyhedsoverblik