Guldborgsund Zoo sparet væk - lukker efter 90 år

Der skal findes 155 millioner kroner i Guldborgsund Kommunes budget. Så nu bliver den lokale zoologiske have sparet væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kænguruer, aber, lamaer, pingviner, surikater og sneugler er bare nogle af de dyr, man kan opleve i Guldborgsund Zoo & Botanisk Have. Men snart er det slut.

Et enigt byråd i Guldborgsund Kommune blev onsdag enige om næste års budget, der forventes officielt vedtaget i starten af oktober - og her blev det besluttet at Guldborgsund Zoo & Botanisk have skal lukke.

Læs også
- Det er en lappeløsning, siger kritisk borgmester
Læs også
- Det er en lappeløsning, siger kritisk borgmester

Årsagen er, at kommunen skal finde 150 millioner kroner, der primært skyldes øgede udgifter til special- og beskæftigelsesområdet. 110 millioner kroner mangler på specialområdet og 40 millioner kroner skal tilføres beskæftigelsesområdet.

- Det har været noget overvejelser om, der skulle lukkes skoler, om der skulle skæres på personalet i folkeskolerne eller dagtilbud. Det har vi fravalgt, men til gengæld har vi sagt, at Guldborgsund Zoo desværre skal lukke, siger Simon Hansen (S) borgmester i Guldborgsund Kommune.

Der er masser af aber i Guldborgsund Zoo.
Der er masser af aber i Guldborgsund Zoo. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Et dyrt beskæftigelsestilbud

Guldborgsund Zoo & Botanisk Have fungerer i dag som zoologisk have, hvor besøgende og institutioner kan se en masse forskellige dyr. Derudover er 18 mennesker beskæftiget, i og med, at Guldborgsund Zoo & Botanisk Have har fungeret som beskæftigelsestilbud for borgere i kommunen. 

Ændrede regler betyder dog, at det ikke længere kan svare sig at have Guldborgsund Zoo & Botanisk Have som et beskæftigelsestilbud. 

- Det er et rigtig dyrt beskæftigelsestilbud, vi har haft. Vi sparer lidt over syv millioner kroner ved at lukke det ned, og det har vi ment politisk var rigtig mange penge at bruge på et beskæftigelsestilbud, og derfor synes vi, at det giver mening at lukke det ned, siger Simon Hansen, der dog ærgrer sig over, at beslutningen er nødvendig. 

- I den bedste af alle verdener, ville vi gerne have beholdt Guldborgsund Zoo, men politik handler også om prioriteringer, og der har vi altså valgt noget andet til, og så har vi valgt Guldborgsund Zoo fra, fortæller Simon Hansen.

Historien om Guldborgsund Zoo

Guldborgsund Zoo & Botanisk Have opstod i 1933, da en en mand ved navn Carl Heinz Krag fik stillet et areal gratis til rådighed af kommunen, mod han flyttede sin private zoologiske have til byen.

Parken fortsætter frem til 1940 indtil den må lukke på grund af krigen.

Fra 1942 til 1947 gav kommunen en gruppe borgere lov til at drive kaninfarm på grunden. Efterfølgende fik parken igen flere eksotiske dyr under skiftende ejere.

I år 2000 lavede Nykøbing Falster Kommune en plan for det, der var blevet til en folkepark. Parken ændrede navn til Nykøbing Falster Zoo.

På grund af kommunesammenlægningen ændrede parken navn i 2009 til Guldborgsund Zoo og Botaniske Have.

Kilde: Guldborgsund Zoo.

En rigtig mavepuster

I Guldborgsund Zoo & Botanisk Have er man kede af beslutningen, der gerne så, at man havde fundet en måde at holde den zoologiske have i live.

- Man kan godt sige, at onsdag morgen var en mavepuster. Vores medarbejdere har håndteret det rigtig flot, men det gør ondt, siger Finn Larsen, der er stedfortrædende gruppeleder i Guldborgsund Zoo & Botanisk Have. 

Det er især medarbejderne, som hans tanker går til.

- Vi har folk, der har været her i tre måneder, nogle har været her i 22 år. Vi har dyrepassere, der også har mange følelser for dyrene. Jeg synes, vi er kommet fornuftig igennem, men det er også en svær proces, siger Finn Larsen.

Finn Larsen, stedfortrædende gruppeleder i Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, ærgrer sig over at den zoologiske have nu skal lukke.
Finn Larsen, stedfortrædende gruppeleder i Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, ærgrer sig over at den zoologiske have nu skal lukke. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Han håber, der findes en god løsning for medarbejderne - også for dem, der en del af beskæftigelsesindsatsen.

- Dem skal der tages hånd om, for det er en bombe for dem. For mange af dem er det et rigtig godt sted. De får øjnene op for, at de kan godt noget, siger Finn Larsen.

Og netop den problematik er borgmesteren godt klar over.

- De skal ud i nogle andre beskæftigelsestilbud i vores virksomheder. Det skal være i nogle billigere tilbud og i nogle, der er mere målrettede det, de skal kunne på arbejdsmarkedet, siger Simon Hansen.

Gæster er ærgerlige

Det er ikke kun medarbejderne i Guldborgsund Zoo, der ærgrer sig over beslutningen. Det gjorde flere af de gæster, TV2 ØST mødte i zoo søndag også.

- Det er en uhyggelig og forkert beslutning, for det betyder så meget for børn at kunne komme tæt på dyr, siger Kjeld Andersen fra Nykøbing Falster.

- Det er meget attraktivt og bliver brugt rigtig meget, så det bliver en mangel i byen, da vi ikke har andet til helt små børn, siger Simone Thomsen fra Nykøbing Falster.

Der er stadig én mulighed for, at Guldborgsund Zoo kan fortsætte, og det er hvis en privat aktør tager over. Det skal nu undersøges.

Derudover skal der tages stilling til, hvad der skal ske med dyrene.

Derefter vil en dato for den endelige lukning blive besluttet.

Guldborgsund Zoo & Botanisk Have har opsat et skilt i parken, der oplyser om, at de stadig har åbent. Hvornår den zoologiske have skal lukke, vides ikke endnu.
Guldborgsund Zoo & Botanisk Have har opsat et skilt i parken, der oplyser om, at de stadig har åbent. Hvornår den zoologiske have skal lukke, vides ikke endnu. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Nyhedsoverblik