Drømte om 100 nye studerende - men fik otte

De danske fængsler mangler fængselsbetjente, og det skulle den nye skole i Nykøbing Falster være svaret på. Målet var 100 nye elever sidste år. Men der kom otte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fængselsbetjent Jesper Dalbye taster koden ind i et lille display, der åbner porten til et af Danmarks mest sikrede fængsler. Han havde håbet at byde nye kollegaer velkommen, men i stedet må han og de resterende fængselsbetjente spejde langt mellem tremmerne. Alt for få har nemlig søgt ind på uddannelsen som fængselsbetjent på den nye skole i Nykøbing Falster.

- Vi skal gøre noget, fordi det er ikke nok, siger han. 

Fængselsbetjenten Jesper Dalbye er taknemmelig for de få elever, uddannelsen i Nykøbing Falster har givet. Det er bare ikke nok.
Fængselsbetjenten Jesper Dalbye er taknemmelig for de få elever, uddannelsen i Nykøbing Falster har givet. Det er bare ikke nok. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

For ham er det ikke et spørgsmål om, hvornår manglen på fængselsbetjente kommer til at gå udover de ansatte og kvaliteten af de danske fængsler:

- Dér er vi allerede, tilføjer han.

Tilbage i 2021 besluttede Folketingets politikere at lave en ny fængselsbetjentuddannelse i Nykøbing Falster for at imødekomme manglen på fængselsbetjente. Noget som de to borgmestre på sydhavsøerne dengang advokerede stort for:

- Det vil styrke området i forhold til at få folk til at blive boende, Kriminalforsorgen og fængslet, lød det fra Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S) tilbage i 2021. 

quote Vi blev også lovet af borgmestrene i de omkringliggende kommuner, at det ville blive ingen sag at fylde holdene op.

Karina Lorentzen (SF), retsordfører

22 elever på halvandet år

I en ny aktindsigt, DR først har modtaget, viser det sig, at det kun er lykkedes at oprette tre ud af syv hold siden skolens opstart. Det er i alt 22 elever på halvandet år. Et markant stykke fra Kriminalforsorgens mål på 100 elever om året.

Fængselsbetjenten i Storstrøm Fængsel mener, at skolen i Nykøbing Falster ligger for langt fra potentielle studerende.

- Det giver ikke nogen mening at have en skole hernede. Hvis man bor i Slagelse, og man skal bruge to timer på at komme frem til skole, så tænker jeg ikke, mange synes dét er attraktivt, siger Jesper Dalbye til TV2 ØST. 

- Du kan nærmest sætte lighedstegn mellem jeres små hold og beliggenheden?

- Ja, det kan jeg faktisk.

quote Jeg synes, skolen har potentiale, og vi arbejder benhårdt sammen med Kriminalforsorgen på at få det her op at køre.

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

Kun otte elever blev optaget på skolen i hele 2023. De andre hold måtte droppes, fordi der ikke var nok til at starte et hold. De få, der havde søgt ind, måtte i stedet rejse til skolen i Birkerød.

Fængselsforbundet havde advaret mod placeringen

Allerede før skolens opstart lød der kritik om placeringen af en fængselsbetjentuddannelse i Nykøbing Falster. Dengang lød det fra fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen:

- Jeg tror ikke, man har de mennesker på Lolland-Falster og Sydsjælland, som det vil kræve at kunne fylde en skole op, siger han.

Fængselsforbundet mener, at den lave tilgang af ansøgere bekræfter, at placeringen af skolen er forkert:

- Jeg tænker, at det er slet ikke godt nok, lyder det fra Nina Odgaard, der er fællestillidsmand for afdeling Sjælland i Fængselsforbundet. Hun tilføjer: 

- Når du går på sådan et lille hold, så kommer du til at mangle medstuderende. Det giver en mindre uddannelsesglæde.

Nina Odgaard er Fællestillidsmand for Sjælland i Fængselsforbundet. Hun efterlyser en mere centralt placeret uddannelse til fængselsbetjentene.
Nina Odgaard er Fællestillidsmand for Sjælland i Fængselsforbundet. Hun efterlyser en mere centralt placeret uddannelse til fængselsbetjentene. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

I dag står Fængselsforbundet fast på, at hvis der skal trækkes flere til, bør en fængselsbetjentuddannelse ligge mere centralt, så oplandet af potentielle ansøgere bliver større.

- Nu har skolen i Nykøbing Falster bestået i mere end halvandet år, og det er jo tydeligt, at man ikke kan trække folk dertil, siger hun. 

Borgmester opfordrer til at melde sig ind i kampen

Guldborgsund Kommunes borgmester er uenig med Fængselsforbundet. Han mener, at sydhavsøerne sagtens kan levere ansøgere.

- Var det den rigtige politiske beslutning at placere skolen i Nykøbing Falster?

- Ja. Det synes jeg helt klart det var. Jeg synes, skolen har potentiale, og vi arbejder benhårdt sammen med Kriminalforsorgen på at få det her op at køre. Det ville være rart, hvis fagforbundet kastede sig ind i den samme kamp også, siger Simon Hansen (S) til TV2 ØST. 

Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune, er overbevist om, at både Lolland og Falster har dét, der skal til.
Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune, er overbevist om, at både Lolland og Falster har dét, der skal til. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Politikerne bag beslutningen på Christiansborg er skuffede over høsten af deres politiske beslutning:

- Jeg synes, vi skylder skolen at se, om vi kan få ansøgertallet op. Men det er klart, at på et tidspunkt bliver vi nødt til at overveje, om det giver mening at have en fast skole her, når vi ikke kan rekruttere til den, siger retsordfører Karina Lorentzen (SF), der var blandt parterne, som stemte for den nye skole i Nykøbing Falster. 

Justitsministeren i overvejelser om fængselsbetjentuddannelsen i Nykøbing Falster. Læs hans svar her:

TV2 ØST har spurgt justitsminister Peter Hummelgaard (S), om det var den rigtige politiske beslutning at placere en ny fængselsbetjentuddannelsen. I et brev svarer justitsministeren:

”En af de vigtigste opgaver for mig som justitsminister er at få gjort noget ved de meget store udfordringer, som kriminalforsorgen står over for. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at rekruttere flere betjente og fastholde de dygtige medarbejdere, vi har i dag. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har uddannelsestilbud i hele landet. Uddannelsen er netop udbudt med øje for dem, der gerne vil være fængselsbetjent, men som måske synes, at de andre skoler ligger for langt væk.

Derfor er det også ærgerligt, at det ikke er lykkedes at optage flere elever på skolen i Nykøbing Falster. Det på trods af, at Kriminalforsorgen har haft en intensiv rekrutteringsindsats, der er målrettet fængselsbetjentuddannelsen – også specifikt fængselsbetjentelever til skolen i Nykøbing Falster. Nu vil vi overveje, hvad det lave optag giver anledning til, og det vil jeg drøfte med forligskredsen bag flerårsaftalen for kriminalforsorgen på vores næste forligskredsmøde.”

- Vi blev også lovet af borgmestrene i de omkringliggende kommuner, at det ville blive ingen sag at fylde holdene op, fordi man kunne inddrage jobcentrene. Jeg synes faktisk, det lyder som et fornuftigt forslag, Fængselsforbundet kommer med, at vi laver en mere central uddannelsesinstitution, siger hun. 

Næste optag på fængselsbetjentuddannelsen i Nykøbing Falster sker til april. 


Nyhedsoverblik