Cyklist fløjet til hospitalet efter højresvingsulykke

Politiet undersøger en ulykke i rundkørsel i Nykøbing Falster, hvor en mandlig cyklist blev kørt ned af en skolebus. Cyklistens tilstand er uvis.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mandlig cyklist har muligvis fået alvorlige skader, efter at han fredag morgen blev ramt af en højresvingende bus i Nykøbing Falster. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag ved middagstid til Ritzau. 

Ulykken er sket lidt før klokken otte i en rundkørsel.

Bussen skulle til højre, og i den forbindelse blev cyklisten ramt. Begge parter kørte med lav hastighed. Flere vidner overværede ulykken.

- Han faldt uheldigt og ramte med hovedet på asfalten, oplyser politiets vagtchef.

Manden, der er 43 år og fra Nykøbing Falster, blev straks fløjet til behandling på Rigshospitalet.

Ved middagstid har politiet ikke yderligere oplysninger om skadens omfang.

Cyklist kørt ned foran elever

Cylisten viser sig at være pædagog fra Sundsskolen i Sundby. Han var på vej til arbejde, da han bliver kørt ned af en skolebus. Det skriver Folketidende.

Ifølge avisen så var den 43-årige mand kommet cyklende fra Nykøbing ad Brovejen. Da han drejer til højre mod Sundby i en rundkørsel bliver han påkørt af en skolebus med 45 elever. 

Folketidende skriver, at pædagogen har pådraget sig alvorlige skader i hovedet, og han er derfor fløjet til Rigshospitalet. 

 /ritzau/


Nyhedsoverblik