Britta blev smittet med livsfarlig TBE-virus fra flåt

Det sker kun for ganske få, men Britta Jensen er en af dem, der har prøvet at blive alvorligt syg af et flåtbid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En eftermiddag i midten af maj 2020 var Britta Jensen ude at lufte hunden sammen med sin mand.

De gik tur i Hannenov Skov på Midtfalster.

quote Der var risiko for, at jeg ville dø eller ende som en grøntsag

Britta Jensen

Om aftenen samme dag, mens hun sad i sin lænestol i hjemmet i Idestrup på Falster, bemærkede hun en skovflåt, der havde bidt sig fast på hendes ene ben.

Hun fjernede den. Det havde hun prøvet før.

Og så tænkte hun ikke videre over det.

Halvanden uges tid efter begyndte hun at få det skidt. Hun døjede med en hovedpine og kvalme, der blev værre og værre.

Farligt flåtbid

To steder på Sydsjælland er for nylig blevet udpeget som nye risikoområder efter flere smittetilfælde med flåtvirussen TBE.

Der er tale om områderne Stensved og Feddet, som Statens Serum Institut har udpeget, fordi der i 2023 var patienter, som blev indlagt med hjernebetændelse, der sandsynligvis er blevet smittet i de områder.

Hvad er TBE-virus?

  • TBE - Tick-borne encephalitis, centraleuropæisk hjernebetændelse, er en virussygdom, der overføres til mennesker med flåter.

  • Det er en virus, som kan give infektion i hjernen, hjernens hinder og nerverødder.

  • Flåter med TBE-virus findes i små, afgrænsede områder som eksempelvis en eng eller lysning, mens flåter med borrelia kan findes i en hel skov.

  • I modsætning til borrelia, hvor smitten først overføres efter cirka et døgn, kan smitte med TBE-virus ske inden for få minutter, efter at flåten har bidt en.

  • Flåterne findes især fra maj til oktober med højsæson i juli til september.

  • Højrisikoområderne for at blive smittet med TBE-virus er i Tisvilde Hegn og på Bornholm.

  • Der er dog fortsat en meget lille risiko for at blive smittet med TBE-virus i Danmark, understreger SSI.

  • TBE har et tofaset sygdomsforløb. Smitte viser sig ofte 7-14 dage efter flåtbid som et influenza-lignende forløb, der varer nogle dage. Herefter bliver to tredjedele raske, mens en tredjedel udvikler tegn på hjernehinde- og/eller hjernebetændelse.

  • Bliver man bidt af en flåt, skal man fjerne den med det samme med en negl eller andet. De må ikke have lov at sætte sig, da TBE-virus sidder i spytkirtlerne.

Kilde: Statens Serum Institut.

- Vi er begyndt at operere med et begreb, der hedder, at hvis mere end to personer har været smittet i samme område indenfor en periode af tre år, så mener vi, der kan være TBE i området, uden vi helt præcist ved hvor, forklarer Anders Fomsgaard, der er overlæge og forsker i virus ved Statens Serum Institut.

Ifølge SSI's risikovurdering fra januar kan der være en "vis smitterisiko" i Tokkekøb Hegn, Ravnsholt skov, Feddet (Præstø) og Stensved (mulige nye risikoområder). I disse områder blev samlet fem personer smittet med TBE i 2023.
Ifølge SSI's risikovurdering fra januar kan der være en "vis smitterisiko" i Tokkekøb Hegn, Ravnsholt skov, Feddet (Præstø) og Stensved (mulige nye risikoområder). I disse områder blev samlet fem personer smittet med TBE i 2023. Foto: TV 2

Risikoen for at blive smittet med den farlige virus er meget lille, understreger SSI. Risikoen for TBE er mindre end risikoen for at få borrelia eksempelvis.

Antallet af smittede med TBE-virus lå stabilt på under to tilfælde mellem 2014 og 2017. I 2022 steg antallet til fem, og sidste år blev 12 smittet i Danmark, skriver TV 2.

Selvom man smittes, er det ikke alle, der udvikler hjernebetændelse.

Bidt under skovtur

Da hovedpinen og kvalmen ikke ville gå væk, blev Britta Jensen til sidst indlagt på Nykøbing Falster Sygehus.

- Men så sagde de, at jeg ikke fejlede noget, og så blev jeg udskrevet igen, fortæller Britta Jensen.

20231121-142949-A-3352x2538ma
Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

På få uger blev Britta Jensen indlagt og udskrevet flere gange. Med samme besked. De kunne ikke stille en diagnose.

Efter nogle uger dukkede flere symptomer op. 

Læs også
Farlig flåtvirus kan have bredt sig til to nye steder
Læs også
Farlig flåtvirus kan have bredt sig til to nye steder

En junidag, nogle uger efter skovturen, måtte Britta Jensen sende en besked til sin genbo og bede om hjælp, mens hun lå i sengen med høj feber.

- Hele min krop rystede. Hvis ikke min genbo var kommet, så tror jeg, jeg havde været død i min seng, siger hun.

Sådan fjerner du en skovflåt

Brug gerne en pincet, flåtfjerner eller blot neglene til at fjerne flåten så hurtigt som muligt.

Hvis dele af flåten sidder fast i huden, kan man holde øje med en eventuelt lokal reaktion (rødme eller betændelse). Denne indebærer ingen risiko for smitte, men der kan efterfølgende komme en bakteriel infektion i såret. Der findes forskellige slags flåtfjernere, som blandt andet kan købes på apoteket eller i dyrehandlere.

Kilde: Statens Serum Institut.

Genboen slog alarm, og Britta Jensen blev hentet og bragt på sygehuset. Først troede lægerne, at der var tale om et insulinchok på grund af hendes type 2-diabetes.

- Det viste sig at være hjernehindebetændelse. Det vidste lægerne bare ikke på det tidspunkt, fortæller hun.

Der blev taget blod- og rygmarvsprøver, som skulle analyseres i Tyskland. I mellemtiden blev Britta Jensen fragtet til Roskilde Sygehus.

Risiko for hjerneskade

I 11 døgn husker Britta Jensen ingenting. 

Hun vågnede først den 23. juni. Undervejs i forløbet fik hun både hjertestop og nyresvigt.

På det tidspunkt var hun kun i stand til at bevæge sine øjne.

Ifølge Anders Fomsgaard giver det god mening at lade sig vaccinere, hvis man er bekymret for at blive smittet.
Ifølge Anders Fomsgaard giver det god mening at lade sig vaccinere, hvis man er bekymret for at blive smittet. Foto: Ole Andersen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Da hun vågnede igen, fik hun stillet diagnosen: Hjernehindebetændelse som følge af TBE-virus, der kommer fra flåtbid. 

- Familien havde fået at vide af lægerne, at der var risiko for, at jeg ville dø eller ende som en grøntsag, fortæller hun. 

Læs også
Derfor er der så mange myg lige nu
Læs også
Derfor er der så mange myg lige nu

Britta Jensen overlevede uden alvorlige mén. De første tre år måtte hun døje med hovedpine.

- Men i år er det første år, hvor jeg ikke har det. Jeg er heldig, at jeg overlevede og ikke endte som en grøntsag, fortæller hun. 

I dag lever hun sit gamle liv igen, selvom angsten for at opleve lignende igen har sat sig i hende. 

Hun går stadig tur med hunden. Men ikke alle steder.

- Jeg kommer ikke i skoven mere. Det tør jeg slet ikke. Det har virkelig sat sine spor. Det har sat en skræk i livet for mig, at jeg har været derude, siger hun.



Nyhedsoverblik