Betjente med gode næser lugtede hash på gåtur

På en gåtur kom to betjente tilfældigt på sporet af et hashsalg på grund af deres gode lugtesans.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En god lugtesans er en stor fordel at have, når man arbejder som politibetjent. 

Det erfarede to politibetjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi tirsdag, skriver politikredsen i deres døgnrapport. 

De to betjente gik tirsdag eftermiddag en frisk gåtur gennem Nykøbing. 

På en p-plads i Toldbodgade så de tre personer, som virkede lidt utilpas ved synet af politiet. 

Der lugtede en kende af hash på stedet, og derfor valgte betjentene at visitere de tre personer.

Her fandt politiet en joint og 0,5 gram hash på en 20-årig kvinde fra Nykøbing og en klump hash på 10,9 gram på en 52-årig mand fra Toreby.

Sidst men ikke mindst havde en 51-årig mand fra Nysted 53,7 gram hash og 29,6 gram amfetamin på sig. 

Han blev sigtet for salg af stoffer, mens de to andre blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Stjålet bil i brand

I døgnrapporten kan man også læse, at politi og brandvæsen onsdag klokken 0.55 fik en anmeldelse om, at en bil stod i lys lue på Grønsundvej ved Lendemarke.

Bilen viste sig at være stjålet på et tidspunkt efter klokken 21.00 fra Olsbjergvej i Vordingborg.

Den er nu totalt udbrændt.

Der er tale om en blå VW Touareg med registreringsnummer BJ46206.

Politiet hører gerne fra vidner, som har set bilen, eller har bemærket noget usædvanligt.

Man kan kontakte politiet på 114.




Nyhedsoverblik