600 lokale kom bag hegnet til storstilet brobyggeri

Banedanmark markerede søndag opstarten af byggeriet af Kong Frederik IX's bro med åben byggeplads, pølser og overraskelser til de mindste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

29 pæle skal bores ned i havbunden, 11 brofag skal støbes lokalt, og 50.000 kubikmeter havbund skal udgraves.

Det er blot nogle af de ting, der nu bevæger sig fra tegnebræt til virkelighed, når Kong Frederik IX's bro i Nykøbing Falster skal udvides.

Anlægsdirektør i Banedanmark, Peter Jonasson, glæder sig over det store fremmøde.
Anlægsdirektør i Banedanmark, Peter Jonasson, glæder sig over det store fremmøde. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Det kommende arbejde kunne store som små komme helt tæt på, da Banedanmark søndag inviterede ind bag byggehegnet til åben byggeplads, og der var god opbakning til arrangementet.

- Vi inviterer til arrangementet, fordi vi godt ved, at når man har gang i sådan et byggeprojekt, så forstyrrer man, og derfor er det vigtigt for os at være i god dialog med vores naboer, fortæller anlægsdirektør i Banedanmark, Peter Jonasson.

Læs også
Udvidelse af dansk flaskehals ved Femern-byggeriet klar til start
Læs også
Udvidelse af dansk flaskehals ved Femern-byggeriet klar til start

- Vi har haft over 600 lokale forbi til at se byggepladsen, så vi er rigtig glade for, at så mange har brugt deres søndag på at kigge forbi, tilføjer han.

Vigtig forbindelse til Femern

Broen over Guldborg Sund udvides med et ekstra jernbanespor, så den er klar til fremtidens dobbeltsporede bane mellem Ringsted og Femern.

- Opgraderingen af broen er et vigtigt led i Ringsted-Femern Banen, som er Danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Den elektrificerede, dobbeltsporede jernbaneklapbro kommer til at have stor betydning både lokalt og for fremtidens tog, der skal fra Tyskland til Sverige, siger Peter Jonasson.

Togtrafikken på broen forventes at blive tredoblet, når den nye tunnel mellem Danmark og Tyskland efter planen åbner i 2029.
Togtrafikken på broen forventes at blive tredoblet, når den nye tunnel mellem Danmark og Tyskland efter planen åbner i 2029. Foto: Jesper Hald TV2 ØST

- Det er et vigtigt arbejde, vi nu går i gang med, og jeg glæder mig til at fejre opstarten sammen med folk i området, tilføjer han.

Byggeplads for de mindste

Dagen igennem har der været aktiviteter for børn og voksne, mad og drikke, og mulighed for at tage en snak med nogle af de mennesker, der arbejder på broen det næste lange stykke tid.

Åben byggeplads for bro over Guldborg Sund
Foto: Jesper Hald TV2 ØST

Børnene har kunne grave i grus på en lille byggeplads, hvor der gemte sig overraskelser i gruset.

Broen forventes at stå klar i 2026, hvorefter der bliver etableret kørestrøm på både den nye og den eksisterende bro. 

Læs også
Partier står fast: Der skal være en klapbro over Guldborg Sund
Læs også
Partier står fast: Der skal være en klapbro over Guldborg Sund

Broen vil fortsat være en klapbro, så sejltrafikken kan fortsætte.


Nyhedsoverblik