Regeringen ændrer formulering på omstridt EU-stemmeseddel

Efter kritik af udformningen af stemmesedlen til det kommende valg om EU-forbeholdet ændres den nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger til Ritzau, at man ændrer formuleringen på stemmesedlen til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, så ordene "EU" og "forbehold" optræder.

Det har udløst kritik, at der oprindeligt på stemmesedlen ville stå: "Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?"

I stedet vil stemmesedlen ifølge Jeppe Kofod lyde: "Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?"

- Der har været rigtigt meget støj om denne her stemmeseddel, og jeg har lyttet til debatten.

- Så nu skærer jeg igennem og kommer nej-siden fuldt i møde. Både EU og forbehold bliver tilføjet, hvilket jeg forstår er vigtigt for dem, siger Jeppe Kofod og fortsætter:

- Men det vigtigste for mig er, at vi få en reel debat i stedet for al dette her Christiansborg-fnidder og processnak.

Første formulering mødte modstand

Da den oprindelige formulering kom frem udløste det krads kritik fra nejpartierne, hvor Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt kaldte det "forrykt" og Enhedslistens Peder Hvelplund "at fifle med demokratiet".

I den efterfølgende debat har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen erklæret sig åben for at ændre formulering og seneste har SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til Politiken sagt, at den gamle formulering er "misvisende".

Folkeafstemningen om forbeholdet kommer efter, at et bredt flertal i Folketinget efter Ruslands invasion af Ukraine indgik en aftale om at øge udgifterne til Forsvaret samt at forsøge at bringe Danmark tættere ind i EU's forsvarssamarbejde.

Læs også
1. juni skal danskere stemme om at afskaffe forsvarsforbehold
Læs også
1. juni skal danskere stemme om at afskaffe forsvarsforbehold

Folkeafstemningen skal afholdes 1. juni.

- Regeringen har haft en intention fra starten af, og det er at gøre spørgsmålet så let og forståeligt som muligt.

- Så nu håber jeg, vi kan diskutere, hvorfor det er vigtigt, at Danmark er med i det europæiske forsvarssamarbejde i en tid, hvor Rusland truer vores sikkerhed i en grad, der ikke er set i nyere tid, siger Jeppe Kofod.



Nyhedsoverblik