Regeringen vil nedlægge regionsrådene.
Det erfarer flere medier forud for, at Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag klokken 10 præsenterer udspillet til en ny sundhedsreform.
De fem regionsråd, hvor 250 folkevalgte politikere sidder, forventes at blive nedlagt ved udgangen af 2020.
Ifølge TV ØST’s politiske redaktør, Ivan Nielsen, så er regionernes store problem blandt borgerne, at de ikke er kommet ind under huden på dem, forklarer Ivan Nielsen.
- Det er faktisk de færreste af os, der kan navngive politikere i regionsrådene, siger han.
- Og det er i virkeligheden ret uretfærdigt, for politikerne i regionen har leveret et rigtig godt stykke arbejde. De leverer nogle sygehuse, som er langt bedre, end de var for 12 år siden, da de overtog ansvaret.
Regionerne blev oprettet i 2007. Og der var senest valg til dem i efteråret 2017.
En ny struktur
Flere medier erfarer, at den fremtidige struktur bestå af tre lag. Det øverste vil være et statsligt organ under Sundhedsministeriet, mens det næste vil være fem sundhedsforvaltninger. De skal blandt andet stå for driften af de store supersygehuse, men vil ikke bestå af folkevalgte politikere.
Det forlyder dog, at de fem nuværende regionsrådsformænd vil blive tilbudt at fortsætte i spidsen for hver sin forvaltning.
Dernæst vil der blive oprettet 21 sundhedsfællesskaber, som vil blive forankret omkring landets akutsygehuse. Det meldte regeringen ud allerede i efteråret 2018.
Ikke alt er realistisk
Vi ved også, at regeringen har planer om at flytte behandlinger ud til de praktiserende læger. Hvor realistisk er det?
- Ambitionen er at undgå rigtig mange indlæggelser på sygehusene – de er jo dyre – og så flytte dem ud i det første led, altså sundhedshuse og praktiserende læger, siger politisk redaktør, Ivan Nielsen.
- Og hvis man ser i vores områder, hvor der i nogle kommuner er op til 70-80 procent - måske endda flere - af lægerne, der siger, at alt er udsolgt. De kan simpelthen ikke tage flere patienter, der er lukket, så er det måske ikke så realistisk, at de skal påtage sig så kæmpestor, ny opgave. Det er i hvert fald noget, der har lange udsigter.
Regeringen vil præsentere sit udspil til en sundhedsreform klokken 10 onsdag.