Valget er slut - men hvad sker der nu?

Den historisk lange valgkamp er forbi, og de røde partier jubler.

For selvom Venstre oplever valgets største fremgang på ni mandater, så erkender Lars Løkke Rasmussen (V), at blå blok samlet står svækket. Rød blok får 91 mandater, mens blå blok kun kan mønstre 79 ifølge optællingen.

Trods nederlaget til blå blok peger Venstre fortsat på Løkke som statsminister. Han ventes desuden at blive som formand, da han ikke har givet udtryk for andet.

- Venstre vil anbefale, at der dannes en regering under min fortsatte ledelse med en ambition om at danne bro over midten i dansk politik.

- Vi har fået et fantastisk flot valg, men magten skifter, og derfor ringede jeg tidligere i aften til Mette Frederiksen og fortalte, at jeg i morgen klokken 11 går til dronningen for at fortælle hende om valgets resultat, sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale til Venstres valgfest.

Artiklen fortsætter under videoen.

Vil danne en ren S-regering

Dermed får Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, muligheden for at danne regering. Hun har sagt, at førsteprioriteten er at danne en ren S-regering.

- Kære danskere, langt om længe blev det jeres tur. I har stemt, bestemt og sammensat et nyt Folketing. I har valgt, at Danmark skal have et nyt flertal, en ny retning. I har valgt at Danmark skal have en ny regering.

Sådan lød det fra Mette Frederiksen fra talerstolen ved partiets valgfest på Christiansborg. Hun takkede i sin tale de mange medlemmer, der har hjulpet partiet i valgkampen.

Mette Frederiksen kalder det en historisk sejr for de røde partier i Folketinget. Alligevel gentog den socialdemokratiske formand, at hun går efter en ren Socialdemokratisk regering, der skal samarbejde bredt med begge sider af Folketinget.

- Vi vil samarbejde med alle, der konstruktivt søger indflydelse. Alle skal have indflydelse. Vi mente det, da vi i valgkampen sagde, at vi vil samarbejde henover midten. Valgkampen er slut, og det er tid til at finde løsninger, sagde Mette Frederiksen.

Nu er spørgsmålet bare, om Mette Frederiksen og Socialdemokratiet kan få lov til at danne en ren S-regering. Partiet vil typisk blive støttet af partierne i den røde blok, men forhandlingerne kan blive hårde, fordi både Radikale Venstre og SF fik et godt valg og høstede mange nye mandater.

Lars Løkke Rasmussen udtalte tidligere i valgkampen, at han er positiv for en regering bestående af Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Men Mette Frederiksen afviser Løkkes regering over midten.

Indtil en ny regering er udnævnt, vil den nuværende regering fortsætte som forretningsministerium. Herunder kan du få et overblik over, hvad der nu kommer til at ske for partierne på Christiansborg.

Statsministeren vælges og nedsætter sin regering

• Folketingsvalg skal afholdes mindst én gang hvert fjerde år. Det står i grundloven. Statsministeren kan dog til enhver tid udskrive folketingsvalg, så der kan sagtens gå mindre end fire år mellem hvert valg.
   
• Når valget er slut, og mandaterne fordelt, er det nye Folketing fundet. Så skal man i gang med at finde ud af, hvem der skal være statsminister og danne regering.

Negativ parlamentarisme

• Den siddende statsminister fortsætter, hvis der ikke er et flertal imod ham eller hende. Det vil sige 90 eller flere ud af de 179 folketingsmedlemmer. Det kaldes negativ parlamentarisme.
   
• Taber regeringen valget, skal der findes en ny statsminister og en ny regering. Det sker ved hjælp af en dronningerunde.

Dronningen udnævner formelt den nye regering

• Ved en dronningerunde rådgiver repræsentanter fra partierne på skift dronningen om, hvem der skal være statsminister. Herefter udpeger dronningen enten en person, der får til opgave at danne en regering og blive statsminister, eller en der kan lede forhandlingerne om, hvem der skal være statsminister.
   
• Når statsministeren og den kommende regerings ministre er fundet, udnævner dronningen formelt regeringen på Amalienborg. Regeringen kommer bagefter ud på slotspladsen. Her præsenterer statsministeren sin nye regering for danskerne.
   
• Hvis der mangler et oplagt flertal for en ny regering, gælder det om at få sammensat en regering, som har de bedste muligheder for ikke at blive væltet. I sådanne tilfælde kan dronningen pege på en forhandlingsleder, der skal forsøge at forhandle sig frem til at få et flertal bag sig – eller sørge for, at der i hvert fald ikke er et flertal imod den nye regering.

• Hvis det lykkes forhandlingslederen at samle et flertal, går forhandlingslederen tilbage til dronningen og får til opgave at danne regering. Lykkes det ikke, vil forhandlingslederen gå til dronningen og få et nyt mandat.
   
• Dronningen kan udpege statsministeren med det samme, hvis partilederne fortæller hende, at de peger på en flertalsregering eller på en mindretalsregering ledet af den og den statsminister, og at et flertal i Folketinget støtter en sådan regering. Statsministeren kan derefter danne regering.
   
• Grundloven giver i princippet dronningen magt til at udnævne, hvem der skal være ministre, eller hvem der skal fyres. Men reelt har hun ingen politisk indflydelse. Den fungerende statsminister og Statsministeriet følger dronningerunden tæt og rådgiver dronningen. Så selv om det kan lyde, som om dronningen har en selvstændig rolle, når der skal dannes en ny regering, er hendes magt i denne situation kun formel. I praksis vælger en statsminister nemlig selv sine ministre. Bagefter udnævner dronningen de ministre, statsministeren har valgt.

Statsministeren sætter sit ministerhold

• En nyvalgt statsminister sætter et helt nyt ministerhold. Statsministeren skal bestemme sig for, hvilke ministerier der skal være, og hvem der skal have hvilke ministerposter. De fleste udpegede ministre er også valgt ind i Folketinget, men behøver ikke være det.
   
• En genvalgt statsminister vil ofte benytte lejligheden til at sætte et nyt ministerhold. Der bliver måske udnævnt nye ministre, og nogle af de hidtidige ministre flytter måske fagområde.
   
• En genvalgt statsminister justerer også nogle gange ministeriernes fagområder. Nogle ministerier lægges måske sammen, mens politikområder, som regeringen opfatter som særlig vigtige, kan få deres egne ministre.

Kilde: Folketinget.