Lars Løkke tog pludselig ordet i Folketingssalen - læs hele talen her

Så kom dagen, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen pludselig tog ordet i Folketingssalen og udskrev valg i Danmark. Læs her hele talen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danskerne, journalisterne og politikerne har ventet længe.

Tirsdag eftermiddag bedte statsministeren i Folketinget endelig om at få ordet og erklærede, at der udskrives valg til Folketinget på grundlovsdag den 5. juni.

Men inden han afslørede, hvornår valgdagen skulle falde, talte han om økonomisk politik, udenrigspolitik og EU.

Her kan du læse hele statsministerens tale i sin fulde længde:

Det er forår. Der er blade på træerne. Valgperioden nærmer sig sin afslutning, og meget går godt i dejlige Danmark.

Siden valget er der skabt titusindvis af nye arbejdspladser. Aldrig før i Danmarkshistorien har så mange mennesker været i arbejde. Ikke siden 1987 har så få været på offentlig forsørgelse. Der er fremgang i hele landet.

Det mærker danskerne i deres hverdag. Vi har forbedret vilkårene for iværksættere og danske arbejdspladser, og det er nu mere attraktivt at tage et arbejde og bidrage til fællesskabet.

quote Jeg ønsker at leve i et land, hvor vi tror på personlig frihed, men ikke lader de svage sejle i deres egen sø

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Vi skaber en sund økonomi. Det er helt afgørende. Pengene skal jo tjenes, før de kan bruges. Det underskud, vi arvede fra den tidligere regering, har vi vendt. Vi har skabt balance i økonomien. Det giver frihed og tryghed for den enkelte, for familien og for fællesskabet. Den sunde økonomi betyder, at vi kan bruge flere penge på fællesskabet, på sundhed, på børn, på tryghed og ældre. Vel at mærke uden at slå hul på kassen eller hæve de i forvejen ret høje kasser.

Det har været muligt, fordi vi er bedst til at lede landet.

Jeg ønsker at leve i et land, hvor vi tror på personlig frihed, men ikke lader de svage sejle i deres egen sø. Hvor vi giver plads til den enkelte, men ikke på bekostning af fællesskabet. Hvor vi styrker fællesskabet, men aldrig så det bliver omklamrende og ufrit. Det er det, Danmark, jeg ønsker. Det er det Danmark, jeg kæmper for. Dér, hvor jeg vil se mine børn vokse sig til, og de børnebørn, jeg forhåbentlig får en dag, skal møde verden.

Lige dér. I balancen mellem frihed og fællesskab, dér skal Danmark være. Selvom der er forskel på partierne, så er vi jo enige om meget – heldigvis. Det overser man let, når bølgerne går højt. Vi er enige om, at Danmark også fremover skal være rollemodel for grøn omstilling og en bæredygtig fremtid. Derfor står alle partier bag den mest ambitiøse energiaftale nogensinde. Vi er enige om at prioritere velfærden. Rammen om store dele af vores liv. Sikkerhedsnettet, som griber dem, der falder. Men man må ikke glemme, at god velfærd kræver en solid økonomi.

Vi er enige om, at alle skal med i fællesskabet, så de gode tider kommer alle til gavn, så usikre børn og unge får mere sikker grund under fødderne, og så der er plads til de skæve eksistenser, som ikke bare går den snorlige vej igennem tilværelsen.

Vi er enige om at investere i sundhed, så der bliver bedre vilkår for patienter og pårørende, når sygdommen rammer. Alt det er vi enige om.

quote Der er også ting, vi er uenige i. Skillelinjer, som det er afgørende, at vi diskuterer. Vi sikrer en sund økonomi, hvor vi ikke bruger mere, end vi har

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Men en grøn indsats, en god velfærd, et Danmark, hvor alle er med, og investeringer i sundhed, kræver alt sammen en sund økonomi. Det er ikke nok at ligge en ønskeliste frem. Økonomien skal være i balance. Det er nemmere at blive enige om ønskerne end at betale for dem.

Der er også ting, vi er uenige i. Skillelinjer, som det er afgørende, at vi diskuterer. Vi sikrer en sund økonomi, hvor vi ikke bruger mere, end vi har. Hvor flest mulige er i arbejde. Der skal være den balance.

Vi sikrer en udlændingepolitik, hvor Danmark skal forblive et åbent land, men hvor vi samtidig skal passe på Danmark. Udlændinge skal bidrage til fællesskabet. Derfor har vi sænket ydelser til arbejdsløse flygtninge og udlændinge. Den politik, hvor børn i tusindvis har oplevet deres forældre forlade kontanthjælp til fordel for arbejde eller for at tage en uddannelse. Det er en politik, der har ført til, at asyltallet nu er på det laveste niveau i et årti. Hvor vi hjælper historisk meget i nærområderne, og hvor andelen af flygtninge og familiesammenførte i job er fordoblet på få år.

Den positive udvikling vil nogen rulle tilbage. Det må jeg advare imod.

Højere ydelser til ikke-vestlige indvandrere kan dræne milliarder fra kernevelfærden. Fastholde mennesker uden for arbejdsfællesskabet og igen gøre det attraktivt at søge asyl i Danmark.

For selvom vi har fået bedre styr på udlændingepolitikken, så koster ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fortsat 35 milliarder kroner om året. Det er mindre end tidligere. Men det er alt, alt for meget.

I en ansvarlig økonomi må man vælge. Og jeg vil hellere bruge ekstra penge på kernevelfærden. På investeringer i fremtiden eller på at sænke skatten for hårdtarbejdende danskere med småindkomster. Andre vil hellere bruge pengene på arbejdsløse udlændinge og igen gøre det mere attraktivt at søge asyl i Danmark, men mindre attraktivt at arbejde. En stram udlændingepolitik og en ansvarlige økonomi uden skattestigninger på den ene side. Udlændingelempelser, højere ydelser og skattestigninger på den anden. Det er nogle af de afgørende forskelle i dansk politik.

quote Jeg ønsker at bruge hele min vilje, mine kompetencer og min erfaring til fortsat at lede Danmark, og jeg beder danskerne om genvalg ved Folketingsvalget

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Danmark er værd at kæmpe for. Danmark kåres med god grund som et af verdens lykkeligste lande år efter år. Men på trods af det så er udfordringerne til at få øje på. Og de kan ikke bare løses med et fingerknips eller et smart slogan eller på 12 minutter.

Verden er i opbrud. Spændingerne stiger mellem øst og vest. Brexit. Gule veste. Spørgsmålstegn ved værdien af internationalt samarbejde. EU er under pres. Klimaforandringerne er tydelige og skræmmende. Presset fra flygtninge og migranter udfordrer fortsat Europa.

Og herhjemme i Danmark hører man pludselig synspunkter i debatten, som de fleste af os betragter som ekstreme og fremmedfjendske. Opbrud kalder på samling. Rystelser fordrer stabilitet. Usikre tider kræver et erfarent og robust lederskab.

Jeg har derfor i går meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget. Jeg ønsker at bruge hele min vilje, mine kompetencer og min erfaring til fortsat at lede Danmark, og jeg beder danskerne om genvalg ved Folketingsvalget, som afholdes på grundlovsdag, den 5. juni 2019.

Nu bliver der plads til at diskutere Europa og indenrigspolitik. Både hver for sig og i sammenhæng. For det hele hænger sammen.

Hvem vil vi være? Hvad vil vi kendes for? Jeg er ikke i tvivl.

Vi har vundet al vores velstand i et åbent og positivt sammenspil med resten af verden, og det skal vi holde fast i, imens vi passer på os selv og hinanden. Samtidig giver en lang folketingsvalgkamp os god tid til at diskutere partierne imellem, statsministerkandidaterne imellem, så danskerne får et klart billede af, hvem der er bedst til at lede Danmark.

Til mine kollegaer her i Folketingssalen vil jeg slutte med at sige: Tak. Tak for konstruktivt samarbejde. De seneste fire år har mine regeringer lavet aftaler med alle i Folketinget. Og vi har vedtaget næsten 95 procent af alle lovforslag med flertal hen over midten.

Så tak for jeres tillid. Tak for de mange gode stunder igennem de sidste fire år.

Jeg vil gerne ønske jer alle og danskerne en rigtig god valgkamp.

 


Nyhedsoverblik