For dyrt at køre grønt: Vil droppe biobrændsel i busserne

Energikrisen har gjort det for dyrt at køre grønt, så nu overvejer Vordingborg Kommune at gå tilbage til den sorte diesel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De gule busser skulle køre grønt.

Det blev besluttet i Vordingborg Kommune sidste år, hvor den traditionelle dieseltank blev skiftet til grøn HVO-biodiesel, så busserne kunne fragte borgerne klimavenligt fra A til B.

Men nu foreslår Vordingborg Kommunes Klima og Teknikudvalg, at gå tilbage til den sorte diesel.

Forslaget kommer, fordi der skal spares i alt syv millioner kroner på den kollektive trafik. To millioner kan hentes ved at køre borgerne fra B til A med sort diesel i tanken i stedet for grøn.

- Det er rigtig ærgerligt, at vi bliver tvunget til at gøre det. Men det udgør så stor en andel af de samlede besparelser, at vi har svært ved at bevare den grønne diesel og spare på nogle ruter. Vi bliver nødt til at veje det op imod hinanden, og på en relativ let måde kan vi spare to millioner, siger Anders J. Andersen, formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune.

quote Det er ikke så svært i denne her situation. Her er vi så presset, at vi bliver simpelthen nødt til at fjerne den grønne diesel

Anders J. Andersen, formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune

Et dilemma mellem grøn omstilling og økonomi

Resten af besparelserne kan hentes ved at lukke busruter, som TV2 ØST tidligere har fortalt. Men det er heller ikke en optimal løsning, mener udvalgsformanden:

- På den ene side vil vi gerne være grønne, men på den anden side må vi sige, at det simpelthen er blevet så dyrt i den her sammenhæng. I det dilemma kan det godt være, at vi i en periode må sige, at der slækker vi på det grønne krav, siger Anders  J. Andersen.

For nu er den grønne vej simpelthen blevet for dyr, understreger udvalgsformanden:

- Det er ikke så svært i denne her situation. Her er vi så presset, at vi bliver simpelthen nødt til at fjerne den grønne diesel, siger udvalgsformand Anders J. Andersen.

Formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune, Anders J. Andersen, mener, at økonomien er så presset, at det er en nødvendighed at fjerne den grønne diesel.
Formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune, Anders J. Andersen, mener, at økonomien er så presset, at det er en nødvendighed at fjerne den grønne diesel. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Hvis pengene skulle hentes et andet sted, ville det ifølge udvalgsformanden betyde, at der skulle nedlægges flere busruter.

Enhedslisten frygter, at færre busruter tvinger flere til at tage bil

Movia har for nylig fremlagt et sparekatalog, der skal spare efter en stor trafiknedgang under coronapandemien. Movia forventer fortsat at miste indtægter for mere end 100 millioner kroner i år, selvom kunderne er på vej tilbage i busserne.

Coronakrisen medførte, at der var færre passager med busserne, og så er krigen i Ukraine kommet oveni, som har medført en stigning i omkostninger, fortæller formanden for Teknik- og Miljøudvalget. Sammenholdt med Vordingborg Kommunes generelle økonomiske situation, som er blevet værre, medfører det, at der skal spares fem-syv millioner på den kollektive trafik.

Hos enhedslisten vægter man miljøet højt, men frygter, at flere vil tage bilen og dermed forurene mere, hvis busruter lukker.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er at foretrække, hvis vi kunne fortsætte med mere grønne energikilder. Men hvis vi i stedet skal lukke busruter, som på sigt kan få en mere negativ konsekvens for klimaet, så synes jeg, det er svært, siger medlem af kommunalbestyrelsen, Martin Graff Jørgensen (Ø).

Enhedslisten frygter, at flere vil tage bilen og dermed forurene mere, hvis busruter lukker - og det kan være alternativet, hvis ikke busserne går tilbage til den sorte diesel - for besparelserne skal findes et sted.
Enhedslisten frygter, at flere vil tage bilen og dermed forurene mere, hvis busruter lukker - og det kan være alternativet, hvis ikke busserne går tilbage til den sorte diesel - for besparelserne skal findes et sted. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

For hvis ikke busserne skal gå tilbage til sort diesel, så er alternativet, at der skal spares ved at nedlægge flere busruter – og det kan tvinge flere borgere til at skifte bus ud med bil.

- Alle de mennesker, som faktisk ikke har en bil, de er nødt til at finde andre måder at blive transporteret på eller slet ikke kan komme frem til det, de skal frem til. For dem, der har mulighed for at tage en bil, vil konsekvensen være, at de vælger at tage bilen i stedet for, og det er jo ikke noget, der tæller op i det grønne regnskab i forhold til at bruge kollektiv transport, siger Martin Graff Jørgensen (Ø).

Ved at gå fra sort til grønt brændstof sparer kommunen angiveligt atmosfæren for 1000 tons Co2.