Tidligt mandag morgen truede to gerningsmænd en 77-årig mand med koben og stak af med "nogle tusinde kroner". Det foregik i mandens hjem i Møllestræde i Tureby mellem Køge og Haslev.
Sagen fik i aftes politiet til at efterlyse vidner, der kan have set noget mellem klokken 4.30 og 5.30.
Blev lyst i øjnene
- Vi har fået henvendelser fra nogen, der tilfældigt kom forbi i går morges, men de har umiddelbart ikke set noget, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
De to gerningsmænd lyste den 77-årige i øjnene, så han ikke kunne se noget. Derfor er signalementet af gerningsmændende begrænset.
Den ene bliver beskrevet som en mand i tyverne, cirka 160 til 170 centimeter høj og iført mørkt tøj. Han talte dansk uden accent.
Efterlyser flere vidner
- Vi lavede nogle tekniske undersøgelser på stedte i går, som måske kan give noget,. og ellers håber vi på, at der kommer nogle henvendelser i løbet af dagen i dag, der kan bringe os videre, siger Søren Ravn-Nielsen.
Har du været i Tureby tidligt mandag morgen mellem 4.30 og 5.30 og kan have set noget, så vil politiet gerne høre fra dig på 114.