Nannas fjernvarmeregning stiger 138 procent: - Det er voldsomt

Over 2100 fjernvarmekunder i Haslev har fået sig en uventet ekstraregning, efter det andelsejede fjernvarmeværk har været ramt af flere problemer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Haslev har andelshaverne til det lokale fjernvarmeværk i denne uge fået sig en ubekvem overraskelse.

I en meddelelse oplyser driftsleder Allan Pedersen, at en række "alvorlige havarier" på varmeværkets 35 år gamle halmkedel har udløst en ekstraregning, som gør det nødvendigt at sætte prisen op.

quote Det betyder, vi skal til at tænke over, hvordan vi bruger vores penge

Nanna Skovgaard Jessen, Haslev

Helt konkret stiger prisen for en kilowatt time varme fra 69,7 øre til 165,8 øre, hvilket svarer til en stigning på 138 procent.

For Nanna Skovgaard Jessen, der selv er på overførselsindkomst, kommer nyheden som et chok.

- Jeg aner ikke, hvor pengene skal komme fra, siger hun og tilføjer:

- Det, der går igennem hovedet på mig, er, at vi skal aflyse sommerferien – det her får vi ikke råd til.

Haslev Fjernvarme leverer i dag varme til over 2100 husstande. Hovedparten af fjernvarmen kommer fra værkets halmfyrede kraftvarmeværk.
Haslev Fjernvarme leverer i dag varme til over 2100 husstande. Hovedparten af fjernvarmen kommer fra værkets halmfyrede kraftvarmeværk. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Regionens dyreste

For hende stiger prisen i andet halvår af 2024 fra cirka 2900 kroner til cirka 6900 kroner, altså en samlet stigning 4000 kroner, når hun sammenligner med sidste års forbrug.

- Det betyder, vi skal til at tænke over, hvordan vi bruger vores penge, for at vi kan lave en buffer – en buffer, som jeg ikke forstår, hvorfor Haslev Fjernvarme ikke har haft, når de ved, at deres brændere er gamle, siger Nanna Skovgaard Jessen.

Men hvis ikke forbrugerne skal betale, hvem skal så?

-  Jeg er med på, at forbrugerne har en andel. Men det her er en voldsom prisstigning, som berør rigtig mange. Vi er ikke de eneste med lav indkomst i Haslev. Jeg tænker også på ældre især, som får et problem.

Prisstigningen gør, at Haslev Fjernvarme for en stund bliver regionens dyreste.

Hos Haslev Fjernvarme mener driftsleder Allan Pedersen ikke, at man kunne forudse den nuværende situation.

- Når man bliver ramt af sådan nogle uforudsete hændelser – midt om vinteren, hvor vi har allermest brug for varme – så gør det rigtig ondt.

quote Man skal huske på, det er forbrugernes eget værk

Anders Dyrelund, fjernvarmeekspert

Han understreger, at halmværket hvert år undergår et større eftersyn.

- Her laver vi alt det vedligehold, som vi skønner nødvendigt de næste 12 måneder.

Uden halm er varmekilden gas, som er væsentlig dyrere.

Allan Pedersen, driftsleder i Haslev Fjernvarme, mener ikke, at man kunne forudse den nuværende situation.
Allan Pedersen, driftsleder i Haslev Fjernvarme, mener ikke, at man kunne forudse den nuværende situation. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- Så vores varmeforbrugere har haft varme, men på en væsentlig dyrere måde, plus vi har brugt penge på reparationer, siger Allan Pedersen.

Kan ikke spare op

Haslev Fjernvarme har allerede sat gang i byggeriet af en afløser til det gamle fjernvarmeværk, som skal køre på flis fra naboskovene, men indtil den står færdig, er varmeværkets 2100 forbrugere dybt afhængige af halmfyret.

- Det er en midlertidig prisforøgelse i andet halvår af 2024, det er vi rigtig kede af, men i 2025 er vi tilbage på noget, der ligner et normalt budget, siger Allan Pedersen.

Haslev Fjernvarme har eksisteret som et andelsselskab ejet af forbrugerne siden 12. december 1960. Ind til 1984 blev olie brugt til opvarmning, hvor naturgas blev indført. Siden 1989 har halm også været brugt som varmekilde.
Haslev Fjernvarme har eksisteret som et andelsselskab ejet af forbrugerne siden 12. december 1960. Ind til 1984 blev olie brugt til opvarmning, hvor naturgas blev indført. Siden 1989 har halm også været brugt som varmekilde. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Ifølge Anders Dyrelund, der er ekspert i fjernvarme og har arbejdet med varmeplanlægning siden 1979 hos blandt andet Rambøll og Energistyrelsen, kan andelsejede varmeværker som det i Haslev som udgangspunkt ikke spare op til uforudsete reparationer, som den der nu er behov for.

- Forsyningstilsynet siger, at pengene skal tilbage til forbrugerne i form af lavest mulige varmepriser hvert år, siger han og tilføjer:

- Man skal huske på, det er forbrugernes eget værk – de ejer det i fællesskab.

Anders Dyrelund mener på baggrund af pressemeddelelsen, og med det kendskab, han har til varmeværket i Haslev, ikke, at situationen kunne være undgået.

Anders Dyrelund er ekspert i fjernvarme og har arbejdet med varmeplanlægning siden 1979 hos blandt andet Rambøll og Energistyrelsen.
Anders Dyrelund er ekspert i fjernvarme og har arbejdet med varmeplanlægning siden 1979 hos blandt andet Rambøll og Energistyrelsen. Foto: IDA/PR

- Fjernvarmeværker har en levetid på cirka 35 år.

- Jeg mener, de har været forudseende i Haslev. De har for længst planlagt, at det her værk skal udskiftes, så det skal køre på flis fra naboskovene.

Slap billigere under krisen

Projektet har dog været udsat på grund af prisstigninger.

- Det er jo heller ikke i forbrugernes interesse, hvis det bliver for dyrt, siger Anders Dyrelund og tilføjer:

- Det er sort uheld, det anlæg ikke er blevet færdig tidsnok, og at der samtidig kommer et havari om vinteren.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom forbrugerne lige nu oplever, at prisen stiger, så har de danske fjernvarmeværker generelt kørt med meget stabile priser under energikrisen.

Læs også
Trækker sig efter fjernvarmeskandale
Læs også
Trækker sig efter fjernvarmeskandale

- Forbrugerne glemmer, at det var rigtig godt at være fjernvarmekunde i Haslev under energikrisen, siger han og tilføjer:

- Imens gas- og el-kunder så eksorbitant høje priser, var prisen på fjernvarme i Haslev stabil.

Da gasprisen i august 2022 var steget med 400 procent, var fjernvarmen til sammenligning i Haslev 1,9 procent under niveauet i samme måned året før.


Nyhedsoverblik