Beredskabet kæmper for at redde sommerhusområde fra oversvømmelse

Voldsom regn og høje vandstande i Faxe Bugt har flere gange oversvømmet et sommerhusområde ved Faxe Ladeplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere frivillige fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning kæmper onsdag med at holde vandmasserne væk fra et større sommerhusområde ved Faxe Ladeplads.

quote Hvis vandet bliver ved med at trænge op, så breder åen sig og kommer ud i sommerhusområdet

Peter Liebst Rasmussen, indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand & Redning

Den hårde østenvind presser vandet fra Faxe Bugt op mod Faxe Å, hvor vandstanden ifølge beredskabet er cirka halvanden meter over den  daglige vandstand.

- Når det blæser, som det gør nu, så presser vinden havvandet op i åen, og så bliver det lavtliggende sommerhusområde oversvømmet, hvis ikke vi gør noget, siger Peter Liebst Rasmussen, indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand & Redning.

Lokal smeds opfindelse holder vandet væk

Efter sommerhusområdet Engsvinget blev oversvømmet af store vandmasser i januar 2017, udviklede den lokale smed en mobil sluse, som kan holde sokker og sokler tørre hos sommerhusejerne. 

Helt konkret sættes metalslusen ned foran udløbet i åen, som dermed afskærmer området, der flere gange har været oversvømmet. 

Og det er netop den sluse, som Faxe Kommune har sat ned foran åen for at holde vandmassen væk.

Læs også
Smedens særlige sluse redder sommerhuse fra oversvømmelser
Læs også
Smedens særlige sluse redder sommerhuse fra oversvømmelser

Men slusen stopper ikke kun vandet i at komme op i åen. Det stopper også vandet fra at løbe fra åen og ud i Faxe bugt, og det kræver en ekstra indsats for beredskabet, som har været i gang siden klokken 10.00.

- Når man lukker for vandet, så hober det sig op, siger Peter Liebst Rasmussen og tilføjer:

- Hvis vandet bliver ved med at trænge op, så breder åen sig og kommer ud i sommerhusområdet.

Dykpumper i åen hjælper med at sende vand ud i Faxe Bugt, mens en sluse holder vandet fra at trænge op i åen igen.
Dykpumper i åen hjælper med at sende vand ud i Faxe Bugt, mens en sluse holder vandet fra at trænge op i åen igen. Foto: Midt- og Sydsjællands Brand & Redning

Vandet fra åen bliver pumpet over Strandvejen af ti frivillige fra beredskabet ved hjælp af syv dykpumper, der sender det ud i Faxe Bugt.

Peter Liebst Rasmussen forventer, at arbejdet med at pumpe vandet fra åen væk vil vare det meste af natten og torsdag formiddag, hvis ikke vejrforholdene ændrer sig.

Fyldte halmballer i åen

Inden slusen blev udviklet, forsøgte arbejdsfolk fra Park & Vej i Faxe Kommune i januar 2017 at blokere udløbet fra Faxe Å ved broen på Strandvejen med halmballer og store bigbags fyldt med sand.

Samtidig pumpede beredskabet åvandet over vejen og ud i Faxe Bugt. Men de kunne ikke styre naturen og forhindre en oversvømmelse af sommerhusområdet.

Sådan så oversvømmelserne ud i januar 2017 ved Faxe Ladeplads.

Oversvømmelsen resulterede desuden i en større strømafbrydelse, da vandet trængte ind i et el-skab og fik det til at kortslutte.

Slusen sættes primært op, når vandmasserne i Østersøen bliver presset op i Den Botniske Bugt, og vinden pludselig vender, så den skubber al vandet hurtigt tilbage.

Læs også
Kulturarv går tabt - store vandmasser oversvømmer arkæologiske udgravninger
Læs også
Kulturarv går tabt - store vandmasser oversvømmer arkæologiske udgravninger

Ifølge Faxe Kommune har den flere gange vist sit værd. 

Det gjorde den blandt andet, da stormen Alfrida i begyndelsen af januar 2019 pressede vandet op mod kysten, og sommerhusene takket være slusen slap for vandskader.

Fordobler pumpekapacitet

Torben Lauritsen, vejformand i Park og Vej, Faxe Kommune, oplyser torsdag formiddag til TV2 ØST, at man vil fordoble pumpekapaciteten.

Siden onsdag har fire pumper sørget for at fjerne vand fra området, og det antal bliver nu justeret op til otte.

- Det gør vi, fordi vandstanden presser yderligere på, forklarer han.

Det er dog ind til videre lykkedes at holde stand mod vandmasserne, som forventes at trække sig tilbage i løbet af fredag eftermiddag.

Onsdag aften var omkring ti frivillige fra Midt- og Sydsjællands Brand og Redning engageret i at holde vandmasserne væk, oplyser Torben Lauritsen.

Den kraftige blæst og vandmasserne har også medført, at udløbet fra Faxe Ås udløb er sandet til.

- Vi skal derfor have en gravemaskine derned, for at grave ud, så vandet selv kan komme ud igen.


Nyhedsoverblik