Forældre har anmeldt lærer for vold

Forældrene til en elev på en skole i Haslev har anmeldt en lærer for vold. Episoden skal have udspillet sig, da læreren skulle skille nogle elever fra hinanden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad der helt præcist skete forrige tirsdag på Sofiendalskolen i Haslev er der delte meninger om.

Ville stoppe slåskamp

I en beskrivelse af hændelsen til de andre forældre i klassen skriver skolen, at en dreng ikke fulgte lærerens mundtlige anvisninger om at stoppe med at sparke en anden dreng, og så tog læreren den otteårige i »nakke og skulder« og fjernede ham fra situationen.

Det skriver Sjællandske.

Ifølge den otteårige drengs forældre var læreren dog alt for voldsom, og de har meldt læreren til politiet for vold.

Rød på halsen

Drengens mor, Christina Christophersen beskriver overfor avisen, hvordan læreren trak hendes søn i hans hætte på trøjen, så han væltede ned på gulvet. Derefter hev læreren angiveligt hendes søn op og løftede ham nærmest i trøjen over på pladsen.

- Da jeg hentede ham fra skole, var min dreng chokeret, og han klagede over ondt i halsen og i nakken, fortæller moderen.

På et fotografi, forældrene har taget, ser man et rødt mærke på halsen og en slags hudafskrabning, som kan stamme fra lynlåsen på hættetrøjen.

Politiet har ikke sigtet nogen

Skoleleder Mette Løvbjerg siger til Sjællandske, at den pågældende lærer ikke er suspenderet eller lignende. Hun vil ikke kommentere sagen yderligere pga. tavshedspligt.

Politiet har ikke sigtet nogen i sagen, og nu afventer det juristernes vurdering af, om anmeldelsen kan føre til en sag om vold.


Nyhedsoverblik