To brande i Haslev lørdag aften skal nu undersøges af politiet.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Første brand opstod i den vestlige del af byen på en byggeplads på Arne Jacobsens Vej, hvor en minigraver holdt parkeret sammen med en række andre arbejdsmaskiner.
- Meldingen om branden indløb lidt over 23.00, og vi regner med at foretage en brandundersøgelse i nærmeste fremtid, siger vagtchef Henrik Karlsen til TV ØST.
Få timer senere blev brandfolkene i Haslev igen kaldt ud til brand i et køretøj.
Denne gang var det i Frøgårdsparken, hvor en bil var i brand meget tæt på et affaldsskur.
Også her vil politiet undersøge, om der er tale om en påsat brand.