Odsherred Kommune kan i lørdag fejre ti års jubilæum.
For deres integrationsråd har eksisteret i ti år og har stor succes i kommunen. Men det er ikke alle kommuner i regionen, der har valgt at gå samme vej som Odsherred.
Fire ud af regionens kommuner har valgt ikke at have et integrationsråd. Og en af dem er Faxe.
- Vi har ikke følt et behov for det, siger Knud Erik Hansen, borgmester i Faxe Kommune.
To sider af integrationen
For det første skal borgerne integreres på arbejdsmarkedet. Og dernæst skal de integreres i privatsfæren
Ifølge Knud Erik Hansen er det ikke, fordi kommunen ikke har en taktik for borgerne. Tværtimod.
- Vi samarbejder med frivillige - blandt andre Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, siger han.
Borgmesteren forklarer videre, at kommunen i stedet forsøger at integrere borgerne ved hjælp af virksomheder og organisationer. For der er to sider af sagen.
- For det første skal borgerne integreres på arbejdsmarkedet. Og dernæst skal de integreres i privatsfæren. Her har vi netværksfamilier, og vi har holdt flere arrangemente for at få det til at lykkes, siger Knud Erik Hansen.