En mand og hans fætter kendt skyldige i røverier

Røverbande gjorde livet utrygt for ansatte i sjællandske supermarkeder. 29-årig er kendt skyldig i 9 røverier

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 29-årig mand er mandag af et nævningeting i Retten i Næstved kendt skyldig i en stribe brutale røverier mod supermarkeder på Sjælland i 2012.

Retten fandt ham skyldig i ni røverier. Fire af dem lavede han sammen med sin fætter, der også blev kendt skyldig.

Resten blev begået sammen med andre mænd - både nogle, som der er sat navn på, og andre, som politiet ikke har fundet.

Røverierne, der fandt sted fra august til oktober 2012, gik ud over supermarkeder i Faxe Ladeplads, Karise, Ørslev i Ringsted, Terslev i Haslev, Klippinge, Store Heddinge, Lellinge i Køge, Rønnede og Stege.

Grove røverier

Udbyttet var på mellem 8000 og 85.000 kroner. I alt lykkedes det røverne at true sig til over 325.000 kroner.

Røverierne var meget grove. I alle tilfælde trængte røvere ind i supermarkedet og truede de ansatte med et skarpladt oversavet jagtgevær. I et tilfælde slog røverne en butikschef i ansigtet for at få adgang til kontanter.

Mandens bror er blevet kendt skyldig i medvirken til et af røverierne og i at have hjulpet med at gemme det oversavede jagtgevær. Det blev på et tidspunkt gravet ned på en fodboldbane, efter at pressen var begyndt at omtale røverierne.

/ritzau/


Nyhedsoverblik