Christina Birkemose færdig som spidskandidat: - Uværdigt og kaotisk forløb

Socialdemokratiet i Faxe Kommune skal have en ny borgmesterkandidat. Det står klart efter en afstemning om tilliden til Christina Birkemose.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Socialdemokratiet i Faxe Kommune skal have en ny spidskandidat.

Med stemmerne 101 mod 89, og seks blanke stemmer, har et flertal af medlemmerne af de to socialdemokratiske partiforeningers medlemmer i Faxe Kommune erklæret deres mistillid til Christina Birkemose som partiets spidskandidat til kommunalvalget i efteråret.

Det oplyser Erling Johansen, formand for Fællesledelsen af de to socialdemokratiske foreninger i Faxe Kommune, i en pressemeddelelse.

- I Fællesledelsen er vi kede af, at samarbejdet med Christina Birkemose er gået skævt. Men eftersom det ikke har været muligt at rette op på samarbejdet, glæder vi os over, at vi nu har fået trukket en streg i sandet i rette tid til at kunne forberede os til efterårets kommunalvalg, står der i pressemeddelelsen.

Christina Birkemose blev valgt til borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Faxe med et stort flertal i november 2019.

Fortsætter i partiet

Sagens hovedperson siger til TV2 ØST, at hun respekterer medlemmernes beslutning, men at hun ærgrer sig over forløbet.

- Grøfterne er gravet alt for dybe, og det har været et uværdigt og kaotisk forløb. Det er udtryk for en kultur, som jeg ikke ønsker at stå for.

Hvordan har du det med at forsætte i partiet i byrådet?

- Jeg skal selvfølgelig gøre mig nogle overvejelser omkring hvordan den arbejdsform, vi skal have sammen, skal være fremover.

- Men jeg tror også, at jeg har bevist, at jeg ikke bare lige er sådan en, der bakker ned. Det kan godt være, jeg ikke slår hårdt, men jeg sidder på min plads og kæmper for det, jeg tror på. Det har jeg gjort, siden jeg kom ind i partiet, og det har jeg gjort, siden jeg blev valgt ind i byrådet i 2017, og det vil jeg fortsat gøre, siger hun.

- Håb er ikke en strategi

Tror du, I kan få klinket skårene i Socialdemokratiet i Faxe?

- Det håber jeg, vi kan. I vores parti er håb ikke en strategi, og jeg tror, at det, der bliver vigtigt nu, er, at vi får samlet os som medlemmer, siger hun. 

Hvad er der gået galt?

Der er flere ting, der er gået galt. Der er blevet rejst en rigtig væsentlig problemstilling omkring arbejdsmiljøet, og den kan jeg kun tilslutte mig. Havde det været et privat sted, tror jeg, vi var blevet lukket, men vi er et politisk parti, og sådan er gamet, siger Christina Birkemose.

Byrådsmedlem følte sig 'politisk misbrugt'

Det var det blot 21-årige byrådsmedlem Laura Vestina Andréa, der for alvor fik sagen til at rulle, da hun i et åbenhjertigt opslag på Facebook tog kraftigt afstand fra sit eget partis spidskandidat.

Hun anklagede blandt andet Christina Birkemose for partiskadelig virksomhed.

- Da jeg for fire år siden sagde ja til at stille op som kandidat til byrådet, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive et opslag som dette - men jeg vurderer nu, at det er partiskadelig virksomhed blot at se til, mens Christina Birkemose splitter vores parti ad internt, skrev hun blandt andet på Facebook.

I videoen herunder fortæller Laura Vestina Andréa, hvorfor hun har mistet tilliden til partiets spidskandidat, Christina Birkemose.

Skal finde ny kandidat til kommunalvalget

Den 16. november skal borgerne i Faxe Kommune sætte deres kryds til kommunalvalget.

Nu skal Socialdemokratiet i Faxe Kommune i gang med at finde partiets borgmesterkandidat.

- Vi skal stå samlet, og vi skal stå stærkt, så vi kan vise vælgerne, at der er et styrket alternativ til det nuværende politiske flertal i Faxe Byråd. Det arbejde vil Fællesledelsen nu i samarbejde med partiforeningerne og den Socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe gå i gang med, skriver Erling Johansen i pressemeddelelsen.


Nyhedsoverblik