Kornet er modent, og vejret er perfekt. Det er tid for de mange landmænd til at få høsten i hus.
Det er det også for 90-årige Mads Kristian Kristensen, der driver landbrug i Vallebo tæt på Faxe Ladeplads. Hans maskineri er dog af aldrende dato, og der skal udskiftes nogle reservedele på mejetærskeren fra 1984, men det er ikke lige til.
- Det er nærmest håbløst, siger Mads Kristian Kristensen.
Sammen arbejder han med sin svigersøn på at få udskiftet de nødvendige reservedele, der både er nødvendige for maskineriet, men også for Mads Kristian Kristensen selv.
- Så er min karriere som landmand slut, siger han i tilfælde af, at de ikke får fikset mejetærskeren.
Landmand og bachelor i filosofi
Gården, som Mads Kristian Kristensen ejer, var en hans far købte i 1928. Gården overtog han selv i 1958, hvor han udvidede til 35 søer. Og det var på trods af, at landmandslivet slet ikke var hans drøm.
- Jeg ville gerne have læst, fortæller Mads Kristian Kristensen.
Derfor afskaffede han også grisene, da han blev 60 år gammel. Der var han blevet træt.
- Jeg havde det nok som den meget omtalte Arne, men så gik der to år, og så var jeg fuldstændig oven på.
Derefter åbnede der sig en ny mulighed. Som 70-årig blev han bachelor.
- Så tog jeg en fuld HF, og så læste jeg filosofi på det åbne universitet på Københavns Universitet, siger Mads Kristian Kristensen.
Gården og arbejdet som landmand har han dog ikke lagt fra sig endnu. Med to nye hofter passer han det stadig, så godt som muligt, og det har han tænkt sig at fortsætte med.
- Jeg har set rigtig mange eksempler på landmænd, der er holdt op og har sat sig ind i den store stol og set fjernsyn. Så er der gået to år, og så er de døde. Det er en skæbne, jeg ikke kunne tænke mig endnu, siger Mads Kristian Kristensen.
Derfor var der også stor lettelse, at han sammen med svigersønnen fik repareret den gamle mejetærsker og kunne komme videre med høsten.
- I går var jeg indstillet på, at nu var det slut med at være landmand, men vi tager et år mere nu, siger Mads Kristian Kristensen.
Det tager i øvrigt otte dage for Mads Kristian Kristensen at få høsten i hus.