Privat aflytning meldt til politiet i Emilie Meng-sag

En privat aflytning er meldt til politiet i sagen om den forsvundne pige Emilie Meng, som har været forsvundet siden den 10. juli.

Tema: Drabet på Emilie Meng
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På en vej i Korsør har en borger brugt udstyr til at aflytte en naboejendom, hvis beboere derefter, og uden grund, blev mistænkt i sagen om Emilie Mengs forsvinden. Det oplyser den tidligere mistænktes advokat.

Advokaten, Steen Djurtoft, oplyser samtidig til TV 2 Nyhederne fredag morgen, at aflytningen nu vil blive meldt til politiet.

Lydfiler med aflytningen blev ifølge ritzau sendt til politiet, som derefter, og også af andre grunde, besluttede at foretage en omfattende ransagning af adressen.

Mistanken var fejlagtig

Store dele af pressen fulgte med på sidelinjen, da ejendommen blev endevendt mandag. Mistanken var fejlagtig, konkluderede politiet.

Det er politiets "klare opfattelse, at der ikke længere er grundlag for at opretholde mistanken mod beboerne i de ransagede huse," fastslog politiinspektør Kim Kliver.

Emilie Meng forsvandt 10. juli i Korsør. Hun havde været på bytur med venner i Slagelse.