Spar Lollands direktør læste om sin fyring i avisen

Den mangeårige direktør for Spar Lolland, Lynge Thang Jørgensen, læste om sin fyring fra banken i avisen.

Tema: Da Lollands store sparekasse krakkede
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var en avisartikel i Jyllands-Posten, der fortalte den tidligere direktør i Spar Lolland, Lynge Thang Jørgensen, at han skulle fyres fra Spar Lolland.

Det fortæller han nu i Finansforbundets blad Magasinet Finans.

For selvom bestyrelsen i Spar Lolland straks dementerede historien, så gik der kun en måneds tid, før bestyrelsen bad ham skrive under på sin egen opsigelse. Det skete den 19. marts 2012. Lynge Thang Jørgensen havde da været direktør i banken i 17 år.

Måtte lade sig købe af Jyske Bank

Knap et år efter måtte banken smide håndklædet i ringen og lade sig overtage af Jyske Bank.

Intet blev ladt tilbage til aktionærer eller garanter.

Lynge Thang Jørgensen siger dog i dag til magasinet, at han ikke mærker nid eller bebrejdelse fra borgerne på Lolland, hvor han stadig bor.

- Hvis der er nogle, der er sure, holder de det i hvert fald for sig selv. Det kan måske have noget med attitude at gøre, siger han til magasinet.

Han fortæller samtidig, at han er ked af, at han fik en fratrædelses-aftale.

I dag havde han foretrukket at få en fyreseddel, hvor der også ville være en ordentlig forklaring med. Det ville også gøre det lettere at søge nyt job, siger Lynge Thang Jørgensen.