To måneder nedlukning er slut: - Jeg har haft angstanfald og været bekymret

Anette Kubach fra Ringsted har ventet og længtes, men i dag kunne hun endelig slå dørene til sin tøjbutik op igen efter coronanedlukningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anette Kubach fra Ringsted har siden tidligt i morges mærket en boblende glæde i maven. Forventningens glæde.

Klokken 10 kunne hun nemlig åbne sin tøjbutik, der er opkaldt direkte efter ejerens efternavn, Kubach, igen efter mere end to måneders coronanedlukning.

- Jeg har ventet hver dag siden 1. januar. Jeg har håbet og håbet og håbet, at vi fik lov til at åbne, siger hun.

quote Jeg har aldrig mistet troen, og det, tror jeg, er vigtigt. Man skal være optimist

Anette Kubach, ejer, tøjbutikken Kubach, Ringsted

- Som selvstændig erhvervsdrivende tænker man tit, at det kunne være dejligt at holde en måneds fri. Man tænker: “Hvor ville jeg hygge mig og have det dejligt”. Men det har der slet ikke været styrke eller kræfter til, fordi jeg har været så presset psykisk.

Hverdagen vender tilbage

Midt i december tonede statsminister Mette Frederiksen (S) frem på TV på et af coronapandemiens mange pressemøder, og her gjorde hun det klart, at den stigende smitte i samfundet gjorde det nødvendigt at lukke alle butikker med undtagelse af supermarkeder og butikker med apoteksudsalg.

Læs også
Butikker og idrætsudøvere går nye veje for at genåbne mandag
Læs også
Butikker og idrætsudøvere går nye veje for at genåbne mandag

Dermed måtte Anette Kubach også lukke sin tøjbutik, og siden har hun og andre butiksejere set restriktionerne blive forlænget flere gange. Men nu kan hverdagen igen gøre sit indtog i den lille butik i Ringsted.

- Det med at åbne betyder så meget for mig. Jeg kan have fire kunder ad gangen, men det betyder jo, at jeg overlever. Kunderne kommer langvejs fra, og jeg er så stolt og taknemmelig over mine faste kunder, som altid støtter mig, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anette Kubach har glædet sig til at byde sin kunder velkommen igen i tøjbutikken Kubach.
Anette Kubach har glædet sig til at byde sin kunder velkommen igen i tøjbutikken Kubach. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

Nedlukningen har selvfølgelig kostet på både den økonomiske og den menneskelige bundlinje, fortæller butiksejeren.

- Jeg har haft angstanfald og været bekymret for det hele, så jeg blev simpelthen så glad, da vi fandt ud af, at vi måtte åbne. Jeg savner mine kunder så meget, jeg savner at få gang i butikken igen, og så savner jeg at få nogle penge på min konto, som snart er helt i bund, siger Anette Kubach.

- Det har været psykisk hårdt, det må jeg sige. Men vi skal også bekæmpe virussen, og det skal vi selvfølgelig huske på. 

Udsalg er nødvendigt

Anette Kubach åbner med et større udsalg. Hun er nemlig brændt inde med store dele af sin efterårskollektion, som hun nu sælger med store rabatter.

- Jeg er ikke sådan en, der har et stort varelager hele tiden. Jeg sælger altid i bund, så mit varelager er selvfølgelig for stort nu. Derfor sætter jeg varerne på udsalg, så jeg har penge til at købe nye varer. Jeg tjener ikke på det, og det har jeg det selvfølgelig ikke godt med, men jeg er nødt til det, siger hun.

Læs også
Store butikker skal sikre 250 kvadratmeter til hver kunde
Læs også
Store butikker skal sikre 250 kvadratmeter til hver kunde

Butiksejeren er fortrøstningsfuld og optimist, og derfor tror hun fuldt og fast på, at hun nok skal komme igennem krisen.

- Men den her genåbning er sindssygt vigtig. Vi kan jo ikke overleve, hvis ikke vi får penge i kassen. Det er jo en lillebitte virksomhed, og der skal penge ind. De næste par måneder viser, om vi overlever. Men jeg er optimist, så selvfølgelig gør vi det, siger Anette Kubach.

VIDEO: Nedlukningen af detailhandlen har flere gange givet anledning til debat, blandt andet fordi store dagligvarebutikker som Bilka har kunnet sælge bøger og tøj, mens specialforretninger var tvangslukkede. Det var konkurrenceforvridende, lød det.

Glad og træt

Anette Kubach ved, at hendes trofaste kunder har glædet sig til genåbningen, og at de tripper for at komme på indkøb.

- Det giver så stor glæde. Det kan jeg mærke i min mave. Jeg har aldrig mistet troen, og det, tror jeg, er vigtigt. Man skal være optimist.

Og i løbet af formiddagen har de første kunder da også gjort deres indtræden. Der har været nok at se til.

- Så i aften tror jeg, jeg er rigtig dejligt træt og glad. Jeg skal vist også have et glas rødvin med min dejlige mand, slutter hun med et smil. 

Det åbner igen mandag:

Butikker:

Alle butikker, som er under 5.000 kvadratmeter, må åbne igen.

Butikker, som er over 5.000 kvadratmeter, må holde åbent for et begrænset antal kunder, hvis de benytter et tidsbestillingssystem.


Kultur, idræts- og foreningsliv:

Udendørs kulturinstitutioner må genåbne, men der bliver et krav om at kunne fremvise en negativ test, som er højest 72 timer gammel. København Zoo har for eksempel meldt ud, at de åbner 4. marts.

Udendørs idræts- og foreningsaktivitet kan genåbne, og der må være op til 25 personer samlet til aktiviteterne.


Nyhedsoverblik