Spisesteder og barer må holde åbent til midnat: - Det bliver rigtig dejligt

Fra på fredag kan caféer, restauranter og barer holde åbent frem til midnat og fra den 1. september kan diskotekerne igen slå dørene op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Allerede fra på fredag bliver det muligt for danskerne at blive hængende på landets barer og restauranter lidt længere ud på aftenen.

Det har et flertal af Folketingets partier besluttet natten til torsdag, hvor de er blevet enige om en yderlig genåbning af Danmark.

quote Vi kommer helt klart til at udnytte lempelserne og holde åbent til kl. 24 allerede i morgen. Uden tvivl

Josephine Lauritsen, restaurantchef hos Restaurant og Bryghuset no 5 i Holbæk

Af aftalen fremgår det, at spisesteder og beværtninger fra fredag nu kan holde åbent og servere alkohol frem til midnat i stedet for at skulle have sidste udskænkning klokken 22.00, som det har været tilfældet indtil nu.

- Vi kommer helt klart til at udnytte lempelserne og holde åbent til klokken 24 allerede i morgen. Uden tvivl. Det bliver rigtig dejligt, siger Josephine Lauritsen, restaurantchef hos Restaurant og Bryghuset no 5 i Holbæk.

- Normalt er det først klokken 23, festen begynder. Så jeg tror virkelig, vores gæster glæder sig til, at de kan blive hængende lidt længere – og især til at de må blive her helt frem til klokken 02.

Åbningstider udvides til midnat

Siden 18. september har det været et krav, at restauranter, caféer og barer i hele landet skulle have sidste udskænkning klokken 22.00.

Fra midten af december til 6. maj har restauranter og caféer skulle holde helt lukket for indendørsservering.

De tidlige lukketider har forandret tidspunktet for, hvor tidligt folk går ud.

- Vi har haft svært ved at finde ud af, hvordan vi skulle holde åbent. De unge er jo gået i byen klokken 18 i stedet for klokken 22. Nu kan vi forhåbentlig have en lidt mere flydende overgang mellem de spisende gæster og dem, der måske bare kommer for at drikke en drink eller en øl, siger restaurantchef Josephine Lauritsen.

- Vi har jo både gæster, som gerne vil spise, og gæster, som gerne vil have en øl eller en drink, så vi har været udfordret af, at de to grupper har skullet være her samtidig. Vi har fået løst det på en fin måde, hvor de spisende gæster primært har siddet i stueetagen, og dem, der er kommet for at få en øl eller en drink, så måske har siddet på førstesalen.

Arealkrav lempes

Samtidig med de udvidet åbningstider bliver der fra fredag lempet på arealkravet, så restaurationerne kan lukke flere gæster ind.

Læs også
Spisesteder og barer må fra fredag holde åbent til midnat
Læs også
Spisesteder og barer må fra fredag holde åbent til midnat

Og fra 1. juli ophæves arealkrav og afstandsanbefalinger for serveringssteder, hvor gæsterne hovedsageligt sidder ned.

- Arealkravene har haft betydning på vores førstesal. Deroppe har vi ikke kunnet have større selskaber. Vi kan egentlig være 40 mennesker, men på grund af. restriktionerne har der kun måttet være 28. Det bliver rigtig dejligt, når vi igen kan have lidt større selskaber deroppe. I stueetagen er vores restaurant heldigvis indrettet godt i forhold til, at der er afstand mellem gæsterne, så der har arealkravene ikke haft så stor betydning for os, siger Josephine Lauritsen.

Diskoteker åbner fra 1. september

Dagens genåbningsplan byder også på godt nyt for de festglade natteravne. Fra 1. september kan de igen komme på dansegulvet og svinge træbenet med krav om fremvisning af coronapas.

Glæde på Club Harlekin i Holbæk over, at der nu er fundet en genåbningsdato.
Glæde på Club Harlekin i Holbæk over, at der nu er fundet en genåbningsdato. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

- Det er en virkelig god nyhed. Jeg blev ringet op af min chef i morges, som også var rigtig glad. Vi har jo været nedlukket i over et år. Så det var en meget positiv melding at få, at der nu er sat dato på, hvornår vi kan åbne igen, siger Oliver Ziegler, der bestyrer Club Harlekin i Holbæk.

Hos Crazy Daisy i Næstved er de særligt lettet over, at genåbningen bliver uden et krav om mundbind til deres gæster.

- Vi er rigtig glade for, at der nu endelig er kommet en plan for, hvordan nattelivet kan åbne igen, og vi er også rigtig glade for, at politikerne har lyttet til, hvad branchen har sagt, hvor vi kan få lov til at åbne forholdsvis uden restriktioner, siger Lars Børsting fra Næstved, der er politisk chef hos Rekom Group, som ejer 132 diskoteker og barer i Norge, Danmark og Sverige.

Læs også
Professor om genåbningsplan: - Det er "the beginning of the end"
Læs også
Professor om genåbningsplan: - Det er "the beginning of the end"

Coronapas bliver et krav i en måned

Den eneste restriktion, der bliver for natklubberne, er et krav om fremvisning af coronapas. Men det ser ejeren af Crazy Daisy i Næstved intet problem i.

- Selvfølgelig studsede vi lidt over, at vi var de eneste, der havde coronapas fra 1. september til 1. oktober, men selve håndteringen med at tjekke coronapas er ikke en udfordring for os. Vi har jo i forvejen et id-tjek i døren, så om vi skal tjekke et id eller et coronapas gør ikke den største driftsmæssige forskel for os, siger Lars Børsting.

Selvom sommeren står for døren og et EM i fodbold lægger vejen forbi Danmark, så kan danskerne endnu ikke lægge vejen forbi diskotekerne i de sene nattetimer sommeren over.

- Jeg tror, alle gerne vil åbne så tidligt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Men 1. september er den dato, man kunne blive enige om, at man kunne åbne uden restriktioner, og det er afgørende for, hvornår vi kan åbne, siger Lars Børsting.

Hos Club Harlekin i Holbæk er de lettede over, at åbningsdatoen ikke er blevet endnu senere:

- Vi havde nok forventet, at det ville ske efter sommerferien. Men vi havde faktisk også frygtet, at det først ville blive engang i 2022, at vi ville få lov til at åbne dørene igen. Så på sin vis er vi jo rigtig lettede over, at det bliver til september, siger bestyrer Oliver Ziegler.

Det har været en dyr omgang

Diskotekerne har været nedlukket i 18 måneder, når de igen kan slå dørene op den 1. september. Og det har i den grad været et hårdt slag i økonomien.

quote Sidste år kostede det vores virksomhed over 160 millioner, og vi ved ikke, hvor vi står henne i år

Lars Børsting fra Næstved, politisk chef hos Rekom Group

- Det har været vanvittigt. Sidste år kostede det vores virksomhed over 160 millioner, og vi ved ikke, hvor vi står henne i år, så ja, det har været ekstremt dyrt. Men nu kommer vi i gang igen, og det er vi glade for. Nu kigger vi fremad, siger Lars Børsting.

Hos Rekom Group har omkring 2000 ansatte været hjemsendt med lønkompensation.

Club Harlekin i Holbæk har været lukket i månedsvis.
Club Harlekin i Holbæk har været lukket i månedsvis. Foto: Emile Grav - TV2 ØST

Club Harlekin i Holbæk har overlevet den lange nedlukning ved hjælp fra blandt andet hjælpepakkerne:

- Vi skal nok klare den økonomisk. Vi har fået hjælpepakker, og vi har en stabil økonomi bag os, så vi skal nok overleve den her periode, siger bestyrer Oliver Ziegler.


Nyhedsoverblik