Der er mennesketomt i Ringsted Svømmeland, og det har der efterhånden været et stykke tid. Det klare klorvand i bassinet ligger stille, ingen arme og ben får det til at sprøjte ud til siderne.
Men der bør snart igen hoppe folk i vandet og svømme en, to eller mange baner, for svømning bør være med i tredje fase af genåbningsplanen.
Svømmerne ville elske det, for de savner at komme ned i noget rigtig klorvand
Sådan lyder det fra Ringsted Svømmeklub.
Klubbens medlemmer er tvunget til at blive væk fra den velkendte svømmetræning, og indtil videre har den forsøgt at holde træningen ved lige på alternativ vis i form af svømning i åbent vand og tørsvømning.
Men klubformanden frygter, at den lange nedlukningsperiode betyder medlemsflugt og økonomiske konsekvenser.
- Vi kan se, at nogle er tilbageholdende med at tilmelde sig til næste sæson, fordi de ikke ved, hvornår og hvordan der bliver åbnet op. Får vi ikke det antal medlemmer, vi normalt har, kan det få økonomiske konsekvenser, siger Michael Burø Redke.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det ville være rigtig godt at få lov til at genåbne nu. Svømmerne ville elske det, for de savner at komme ned i noget rigtig klorvand, svømme på en bane og træne de teknikker, de normalt gør.
Lukning giver ikke mening
Ringsted Svømmeklub står ikke alene med frygten for at miste medlemmer og blive ramt på økonomien.
Ifølge Dansk Svømme Union er klubbernes største bekymring at fastholde konkurrencesvømmerne.
- Der er ingen tvivl om, at lukningen har konsekvenser for vores foreninger. Der, hvor vi oplever den største bekymring, er et muligt frafald blandt de bedste svømmere i klubberne, og de økonomiske konsekvenser, siger Morten Hinnerup, konstitueret direktør i Dansk Svømme Union.
- Med de eksperter vi har været i kontakt med, mener vi, at man sagtens kan organisere sig ud af at åbne svømmehallerne på forsvarlig vis og få gang i svømmeundervisningen igen.
Vi skal have de svømmere tilbage i vandet, både breddesvømmerne, men så sandelig også elitesvømmerne
Svømning var en af de eneste idrætter, der oprindeligt stod til først at skulle genåbne til august i fase fire. Efter politiske forhandlinger er det dog blevet besluttet at genoverveje beslutningen. Venstres idrætsordfører, Stén Knut, mener ikke, det giver mening fortsat at holde svømmehallerne lukket.
- Sådan som jeg hører det fra foreningerne og Dansk Svømme Union, synes jeg ikke, der står noget tilbage, der gør, at man ikke kan åbne for foreninger. Vi skal have de svømmere tilbage i vandet, både breddesvømmerne, men så sandelig også elitesvømmerne, som taber terræn, når de ikke er i vandet, siger han.
Tilbage i Ringsted er svømmehallen klar til igen at tage imod svømmere i bassinet, hvis landets svømmehaller fra på mandag igen må holde åbent.
- Vi er klar til at åbne, i forhold til de retningslinjer der bliver udstukket, og vi vil gøre alt, vi kan, for at håndtere dem. Men vi skal kunne stå inde for en åbning, vi skal ikke gamble, for det er jo ikke for sjov, det her, siger Kim Ohlander Hansen, der er leder af Ringsted Svømmeland.