Selvom coronakrisen har budt på hårde tider, isolation og afstand, så har tiden også bragt nogle tættere på hinanden.
Det kan Heidi Eriksen, der bor i Næstved, skrive under på. Efter 30 års adskillelse fandt hun sin far igen:
Når jeg tænker tilbage, er det største højdepunkt helt klart den 21. april, da jeg fandt min far på Facebook efter 30 år
- Når jeg tænker tilbage, er det største højdepunkt helt klart den 21. april, da jeg fandt min far på Facebook efter 30 år, fortæller hun.
- Jeg har prøvet i rigtig mange år at finde ham, og jeg har haft et stort tomrum – jeg har manglet en far.
Faren hedder Svend og bor i Viborg. De to mistede kontakten, da forældrene blev skilt. Sidst Heidi så sin far, var hun syv år gammel.
Coronakrisen gav Heidi Eriksen ekstra tid derhjemme, og da hun en aften sad med sin computer åben, besluttede hun sig igen for at lede efter sin far.
- Jeg fik min søster til at hjælpe med at finde ham, og pludselig fandt hun et billede af ham på Facebook og sendte til mig. Jeg var lidt usikker på, om det var ham, men så tog jeg mig sammen og prøvede at ansøge ham som ven, fortæller Heidi Eriksen.
- Jeg tænkte, at der nok ville gå lidt tid, inden han godkendte mig. Men der gik maks fem minutter, så havde han godkendt mig.
Har snakket sammen hver dag lige siden
Heidi Eriksen havde egentlig forberedt en masse spørgsmål, hun ville stille til sin far for at være sikker på, at det var ham. Men dem nåede hun ikke så langt med.
- Jeg nåede kun at stille ham et spørgsmål, så svarede han tilbage: ”Jo, jeg er din far”. Så fik jeg en klump i maven og blev lidt smårørt, siger Heidi Eriksen.
- Så har vi egentlig bare snakket sammen hver dag lige siden.
Heidi Eriksen har selv to sønner og en datter, og en måneds tid efter, hun fik kontakt til sin far, tog de til Jylland for at besøge ham.
- Jeg tabte min yngste søns flyverdragt, så den måtte jeg lige tilbage efter og tørre et par tårer væk under øjnene. Lige da jeg kigger op, står han i døren. Der bliver jeg lidt rørt, fortæller Heidi Eriksen.
Hun kunne godt mærke, at hun havde ikke set sin far i 30 år.
- Det var lidt mærkeligt, men det var også dejligt. Det tomrum, jeg har haft i mange år, forsvandt bare.
- I starten, inden jeg fik kontakten, og igennem hele min barndom, kan jeg da godt mærke, at jeg har manglet ham. Når alle andre spurgte: ”Hvor er din far?”, så kunne jeg ikke rigtig svare på det.
Nu ringer børnene til morfar over Facetime
Heidi Eriksen og hendes far har set hinanden i flere ferier, og de regner også med at skulle ses igen i påsken.
- Jeg synes, det er fantastisk. Vi snakker stort set sammen hver dag, og han spørger hele tiden til børnene, og de ringer på FaceTime og siger godnat til ham.
For Heidi Eriksen har det været en stor forandring pludselig at have en far igen.
- Det betyder alt for mig. Jeg synes, det er rart at vide, at man har en far igen – specielt efter jeg selv har fået børn. Jeg synes, det er rart at vide, at de har fået en morfar, som også er der for dem, og det må man sige, han er.
Tager nu på ferie sammen med morfar
De fire har været på ture i dyreparker og Randers Regnskov og været ude og se grotter i Jylland. De har været på legeplads, i skoven og sågar holdt jul sammen.
- Inden jeg fik kontakt til ham, har min søn på otte år tit spurgt: ”Mor, hvor er din far henne? Har jeg egentlig en morfar? Hvor bor han?”. I dag er jeg ikke længere i tvivl, og min søn har fået den bedste ven i sin morfar, fortæller Heidi Eriksen.
- Han er en af de eneste, vi har kontakt til, og som vi ser mest. Han er en af de eneste, der faktisk rigtig vil dem.
Ifølge Heidi Eriksen sætter hendes far også stor pris på, at de har genfundet hinanden:
- Han er ligeså glad for det, og han synes også, det er dejligt. Han nyder også, når jeg kommer på besøg med børnene. Den ene gang, vi var derovre, legede han pudekamp med min søn på otte år. Der var bare grin og latter, og det varmer én om hjertet.