Coronakrisen får onlinehandlen til at eksplodere – det søger danskerne efter på nettet

Haveredskaber og hobbyartikler er blandt de mest populære varer, danske forbrugere søger efter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Træningsudstyr, webkameraer, puslespil, trampoliner, planter og frø.

Denne blandede landhandel af varer var i slutningen af marts de mest søgte produkter på nettet blandt danske forbrugere.

Det viser en oversigt fra PriceRunner, der er Danmarks største sammenligningstjeneste.

Oversigten indeholder de produktkategorier, der er steget mest i anden halvdel af marts sammenlignet med første halvdel af måneden i forhold til søgning.

Udover de førnævnte varer indeholder oversigten også højtryksrensere, sodavandsmaskiner og hobbymaterialer.

Ifølge direktør i PriceRunner Martin Andersen er der sket en ændring i danskernes søgninger, fra coronakrisen for alvor brød ud og til nu.

- I starten kunne vi se, at det var hygiejneprodukter, man skulle sikre sig. Nu kan vi se, at man dels begynder at købe haveprodukter, hvilket svarer til den tid, vi er i, og samtidig køber indendørsting som træningsudstyr og puslespil.

- Vi kan virkelig se på folks søgninger, at man indretter sig efter at skulle være hjemme og indendøre og ikke passer på pengene, som man ellers skulle tro, siger han.

Minder om en shoppedag i december

Mens mange andre virksomheder bløder kraftigt i denne tid, oplever PriceRunner en anderledes stor travlhed.

Martin Andersen fortæller, at trafikken på PriceRunner er mere end 60 procent højere end samme tidspunkt sidste år, og at den alene i marts er mere end 70 procent højere i de to sidste uger sammenlignet med de to første uger.

- Vi har rigtig travlt og oplever en stor vækst. Det minder nærmest om en shoppedag i december, det her.

Han forventer, at den meget trafik fortsætter henover påsken.

- Og så må vi se, om der er blevet åbnet lidt op, så forbrugerne kan komme ud i de fysiske butikker igen. Det kan godt være, men lige nu forventer jeg ikke, at trafikken falder, siger Martin Andersen.

Mens danskerne i stor stil søger efter haveredskaber og indendørsprodukter, er søgningen efter alarmer og andet overvågningsudstyr faldet markant.


Nyhedsoverblik