Politichef fyret efter sigtelse i Atea-sag

Endnu en chef i Rigspolitiet er blevet afskediget efter at være sigtet for bestikkelse i Atea-sagen, der trækker tråde til Region Sjælland.

Tema: Bestikkelsessag i Region Sjælland
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En tidligere chef i Rigspolitiet stoppede ikke som tidligere angivet af personlige årsager. Der derimod var tale om en regulær fyring ovenpå den såkaldte Atea-sag.

Det skriver Børsen.

Chefen stoppede hos Rigspolitiet for godt et halvt år siden, hvor årsagen fra politiets side dengang lød på 'personlige årsager'.

Men via aktindsigter hos Rigspolitiet og Retten i Næstved kan Børsen afsløre, at den reelle årsag til arbejdsophøret er, at chefen har misligholdt sit ansættelsesforhold i 'væsentlig grad'.

Fik betalt ugelang tur til Dubai 

Det betyder, at der nu er fyret to chefer hos Rigspolitiet i kølvandet på Atea-sagen, da en anden chef mistede sit job hos Rigspolitiet i juni 2015. Det var kun få dage efter, at han var blevet varetægtsfængslet i sagen.

Årsagen til den seneste fyring skyldes ifølge Børsens oplysninger blandt andet en ugelang tur til Dubai med flybilletter, hotelophold, restaurant-besøg og anden forplejning for omkring 40.000 kroner betalt af it-firmaet Atea.

I sigtelsen står der ifølge dagbladet, at rejsen med deltagelse af en chef fra Region Sjælland var af "privat eller helt overvejende privat karakter".

Chef fra Region Sjælland er blevet bortvist

Hverken Rigspolitiet, Bagmandspolitiet eller it-leverandøren Atea har ønsket at udtale sig i sagen.

Inklusiv de to fyrede chefer fra Rigspolitiet har mindst 46 personer været sigtet i sagen. Syv af dem kommer fra Rigspolitiet.

Ud over fyringerne i Rigspolitiet er en chef fra Region Sjælland desuden blevet bortvist i forløbet.

Sagen begyndte at rulle, da det kom frem, at it-firmaet Atea igennem flere år har anvendt en særlig konto, som firmaet har anvendt til at tilbageføre midler til Region Sjælland.

 

Atea-sagen