Vil politianmelde kommune over sagsbehandling

Foto: TV ØST

Niecen til en sclerose-syg mand vil nu melde Vordingborg Kommune til politiet. Hun mener, at sagsbehandlingen har været under al kritik.

Vordingborg Kommunes behandling af en sclerose-ramt borger er så kritisabel, at kommunen nu kan se frem til en politianmeldelse. Det fortæller Jette Friis Hansen, som er niece til Søren Jeppesen fra Mern, der i mere end to år har søgt om at få en ny kørestol, fordi de mange timer i den gamle kørestol gav ham mange siddesår.

Sidste sommer førte det til en indlæggelse grundet livstruende stafylokokinfektion i siddesåret. Her var han indlagt i mere end 2 måneder - og siden da har han haft mange smerter i bagdelen. I en lægeerklæring skriver lægen følgende:

"Da patients aktuelle alvorlige sygdom formentlig kan releateres til (....) det kroniske siddesår støtter vi naturligvis op om, at der findes en bedre løsning med bedre afslastning på sigt.

På onsdag i næste uge har Jette Friis Hansen et møde med politiet, hvor hun vil vise sine dokumenter og se, hvilke paragraffer kommunen eventuelt har overtrådt.

- Umiddelbart vil vi anmelde kommunen for forsøg på uagtsomt manddrab over tid, fordi kommunen i fem år lod Søren sidde i en stol, der var ved at koste ham livet, siger Jette Friis Hansen fra Nørre Alslev.

Søren Jeppesen og familien har fået afslag på af både kommunen og Ankestyrelsen, men familien giver ikke op og har anket på ny.

Ad omveje har Søren Jeppesen de seneste måneder fået lov at låne en ny kørestol med bedre affjedring og mulighed for at fjerne noget af kropsvægten fra bagdelen, indtil der er taget stilling til anken. Det har, ifølge Jette Friis Hansen, hjulpet betydeligt.

- Men uanset om Ankestyrelsen bevilger Søren den nye stol, så er den sagsbehandling, der foregår i Vordingborg Kommune under al kritik, siger Jette Friis Hansen til TV ØST.

00:42 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App