Vand i nyrenoveret center

Vestsjællandscentret er netop blevet renoveret for millioner af kroner. Alligevel står det ind med vand mange steder i centret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når man går rundt i det nyrenoverede VestsjællandsCentret i Slagelse, kan man rundt omkring finde spande, der står midt på gulvet. Og flere butikker i centret har måttet tage affugtere i brug. På trods af de mange renoveringsmillioner er taget nemlig utæt.  Det skriver Sjællandske.

En af de butikker, der har haft problemer med det indtrængende vand, er tøjbutikken Saint Tropez.

Gulv er ødelagt

- Vi har været hårdt ramt, siger Maria Andreasen, der er salgsassistent i butikken.

- Vi har været heldige, at vandet ikke er dryppet ned på tøjet i udstillingsvinduet eller andre steder i butikken, men omkring tre fjerdedele af gulvet er ødelagt. Vandet har simpelthen fået nogle af gulvbrædderne til at give sig, så det hele buler både her og der, siger hun.

Vil ikke udtale sig

Hun har fået at vide, at utæthederne skyldes betonplader på parkeringstaget, der ikke slutter tæt, men de ansvarlige i centrets ledelse har ifølge Sjællandske ikke villet udtale sig om problemet til avisen.

I facebookgruppen ”4200 Slagelse” er der stor utilfredshed med utæthederne.

- Det er utroligt, at der skal bruges millioner til at renovere og modernisere et center, når det ender med at blive værre, end det var til at starte med, skriver Kit Lorentsen.

- Sådan noget klamphuggeri, skriver Edith Vig. Og de bakkes op af Henriette Pilgaard Hansen, der er klar i mælet:

- Skandaløst, siger hun.


Nyhedsoverblik