Unge stofmisbrugere skal lokkes med gavekort

Holbæk er blandt de kommuner, som får del i 26 millioner kroner, som skal gå til gavekort til unge stofmisbrugere, hvis de dukker op til en behandling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gode erfaringer fra blandt andet USA får socialminister Manu Sareen (R) til at tro på, at blandt andet værdikuponer kan være med til at gøre flere danske unge stoffrie, skriver metroxpress.

Derfor afsætter han nu 26 millioner kroner til et forsøgsprojekt i 9 kommuner, så kommunerne kan blive bedre til at hjælpe unge mellem 15 og 25 år fri af stofferne.

Gode resultater

Et af de nye initiativer er, at unge misbrugere blandt andet vil blive belønnet med tøjgavekort eller biografture, hvis de gennemfører at møde op til behandling.

- I andre lande har det været et supplerende redskab til at motivere unge mennesker til at blive i deres stofmisbrugsbehandling, og det har vist gode resultater. En af de allerstørste udfordringer og problemer er nemlig at fastholde folk i behandlingen så længe, fordi det er et langt forløb. Nu får vi prøvet af, om man også kan bruge det i Danmark, siger Manu Sareen til metroxpress.

Tager hele armen

Men det initiativ synes den nu 24-årige Kasper Blumensaat, der på lørdag har været stoffri i 3 år, virker forkert:

- Du kan godt bruge dine penge på stoffer, for du får alligevel penge til tøj og mad. Vi misbrugere skal ikke have det for blødt, for når vi får en lillefinger, så tager vi hele armen, siger han til metroxpress.

2000 unge i behandling

Det bliver kommunerne Fredericia, Herning, Holbæk, Odense, Randers, Silkeborg, Svendborg, Aabenraa og Aarhus, der får del i de 26 millioner kroner fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Forsøgsprojektet er en del af regeringens stofmisbrugspakke og skal løbe fra september 2014 og frem til 2018.

Mere end 2.000 unge forventes at komme i behandling i denne periode.

 


Nyhedsoverblik