Unge skaber utryghed ved Holbæk station

03:09

I løbet af den seneste måned er der blevet anmeldt seks overfald på Holbæk Station. Politiet mener, at det er en gruppe indvandrerdrenge, der står bag.

Seks overfald på blot én måned. Sådan er virkeligheden i øjeblikket på stationen ved Holbæk, hvor en gruppe på fem-syv ikke etniske danskere hærger stationen. Det skriver sn.dk.

I de fleste tilfælde er ofrene blevet udsat for slag og spark, mens gerningsmændene har forsøgt at frarøve dem værdier. I to tilfælde har gerningsmændene dog også brugt kniv, så ofrene har fået overfladiske snitsår, men ingen er indtil videre kommet alvorligt til skade.  

Intet grundlag for varetægtsfængsling

Alle overfaldende er blevet begået af en gruppe unge i alderen 13 til 18 år, og politiet ved godt, hvem de er. Nogle af dem bor på en institution, mens andre bor hos forældrene.

Politiet er nu i gang med at undersøge, hvem fra gruppen, der har været involveret i hvilke overfald, men indtil videre har der ikke været grundlag for at varetægtsfængsle nogle af dem.

Gruppen opholder sig derfor stadig ofte på stationen på trods af, at politiet har patruljeret i ventesalen på stationen to timer dagligt i hele december. Politiet beder derfor borgerne om hjælp:

- Vi har en formodning om, at der er mange flere overfald, end dem der er blevet anmeldt. Så det er vigtigt at folk tør at henvende sig til os. Vi er nødt til at få anmeldelserne, hvis vi skal fange dem, siger Carsten Andersen fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi til TV ØST.

SSP til undsætning

SSP, der er et samarbejde mellem Skole- Socialområdet og Politiet, i Holbæk har netop her til morgen holdt møde omkring problemet med de unge. På mødet blev det besluttet, at SSP omflytter ressourcer, så de i langt højere grad kan være synlige overfor de unge efter skole og i aftentimerne.

- Vi vil også tage en snak med de unges forældre og med institutionen, for at høre hvorfor de unge ikke ligger i deres seng sent om aftenen, men i stedet flagrer rundt i nattelivet, siger Mads Buus Madsen, der er leder i SSP Holbæk, til TV ØST.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App