Unge mænd begik indbrud af kedsomhed

Det var angiveligt kedsomhed, der i 2013 fik fem unge mænd fra Slagelse til at begå en række indbrud, som de nu er blevet dømt for.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre af fem mænd, der forleden stod tiltalt for en indbrudsturné, er blevet dømt for røveri. Det skriver Sjællandske.

Der faldt også dom til de to andre. Episoden skete sommeren 2013, hvor de fem unge mænd fra ellers pæne hjem i Slagelse på grund af kedsomhed valgte at tage på indbrudsturné.

Den ene gang, hvor kun tre af dem var af sted, blev de opdaget af en kvindelig beboer, som en af de unge mænd ifølge anklageskriftet 'med en hånd på halsen skubbede omkuld', og derfor ændrede indbruddet karakter til røveri.

Selv om kvinden ikke kunne identificere de tre mænd i retten, fandt dommeren og domsmændene det bevist, at de stod bag.

Betingede domme

De fem mænd slap dog alle sammen for fængselsstraf, idet de har gode personlige forhold, og hverken før eller siden indbrudsturneen har begået kriminalitet. Tre af dem er idømt samfundstjeneste, fordi de var tiltalt for røveri, mens de to øvrige to slap med betingede domme uden samfundstjeneste.

Dommene fordelte sig med betinget fængsel på fem måneder til den ene af mændene, tre måneder til tre af dem og 60 dage til den sidste. Derudover skal to af mændene af med kørekortet for enten at have kørt for stærkt eller for at have kørt i påvirket tilstand, skriver avisen.

Kun en enkelt af dem valgte at udbede sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes. De fire andre modtog dommene.


Nyhedsoverblik