Turistchef er klar til boom

Foto: TV ØST

Turistchefen på Stevns er klar til de mange gæster, som området vil trække til oven på placeringen på Unescos fornemme verdensarvsliste.

Mandag kom verdensarven i hus. Stevns Klint er kommet på en eftertragtet liste, hvor erfaringen fra andre steder i verden viser, at turisme-tilstrømningen stiger med 30 til 65 procent i de kommende år.

Er Stevns Klint, kommunen og turistforeningen klar til sådan en forventet omvæltning? Svaret er ja, hvis man spørger dem.

- Det ville være ufatteligt dumt, hvis vi ikke greb den udfordring med kyshånd. Stevns Klint som verdensarv er en gevaldig løftestang, som vi skal forstå at håndtere korrekt. Men hvis vi vil noget med det her, så er det nu, vi skal vise det. Vi er klar, siger Lone Dalthur, der er turistchef på Stevns til DAGBLADET Køge.

Planer om et besøgscenter

Og kommunen bliver heller ikke taget på sengen ifølge borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V). Planer om et besøgscenter til et 3-cifret millionbeløb ligger i en skrivebordsskuffe, der er klar til at blive trukket ud efter borgerinddragelse og godkendelse af nye lokalplaner for området i og omkring Højerup.

- Vi må tage kontakt til de store fondskasser og skabe et formidlingscenter, der kan fortælle historien om Klinten. Det bliver vi nødt til, siger borgmesteren til avisen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App