Tre veninder samler ind til voldsoffer

Tre kvinder fra Næstved og Faxe-egnen er blevet så berørt over sagen om en 19-årig pige, der igennem længere tid blev udsat for vold, at de har stiftet en landsindsamling til støtte for den 19-årige

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en bred sydsjællandsk stemme og en berørt mor jeg har i røret lillejuleaftens eftermiddag. Doris, hedder hun. Og hun har ringet efter jeg har sendt en besked til hende via hjemmesiden, hvor danskere kan støtte med penge til den 19-årige kvinde, der i november måtte flygte fra sin voldsmand i Sydhavnen i København.

- Jeg har selv børn og jeg tænkte, at det var forfærdeligt. Og så forestillede jeg mig at hun var blevet forelsket i den forkerte mand, som meget ung, og derfor ikke havde fået en uddannelse, fortæller Doris.

Doris og hendes veninder Dina og Pia håber at den 19-årige pige vil bruge de indsamlede penge til en uddannelse eller en fast bolig, når hun på et tidspunkt er klar til det.

- Vi vil gerne hjælpe hende til at starte et helt nyt liv og vi håber der kommer penge nok, forklarer Doris.

Er anonyme af frygt for eks-kæreste

De tre kvinder i 40-års alderen har valgt at være anonyme af frygt for repræsalier fra den 19-årige kvindes eks-kæreste.

- Han er jo libanesisk-dansk, har vi læst og selvom han sidder bag tremmer, så har han jo familie og vores navne er ikke mere almindelige end at vi kan findes, hvis de vil. Og det har vi altså respekt for, siger Doris.

Helt almindelige kvinder

De tre kvinder der står bag indsamlingen er "helt almindelige" fortæller Doris.

- Den ene af os arbejder i en bank i Roskilde, mens vi to andre arbejder sammen på en fabrik, som helt almindelige "kulier", som hun siger og ler.

Og på spørgsmålet om, om folk nu kan stole på at pengene de måtte sende afsted til hjemmesiden også kommer frem, fortæller Doris, at siden er godkendt af politiet og at det hele foregår professionelt.

- Vi har fået tilladelse af politiet i Nakskov og de sagde fra starten af, at vi skulle være flere om at samle ind eller stå bag, så man ikke risikerede, at en af os stak af med alle pengene, fortæller Doris.

Indsamlingen løber indtil midten af marts og hvis ikke den 19-årige pige, der blev udsat for vold, ønsker at møde de tre kvinder, så er det aftalt med politiet, at de overrækker de indsamlede penge til pigen.

Du kan læse mere om indsamlingen, her.


Nyhedsoverblik