Tre håndværkere overfaldet med bat

Foto: TV ØST

Tre håndværkere blev natten til torsdag overfaldet af en flok unge mænd i Vordingborg. De blev angiveligt slået med et bat, så den ene i dag skal opereres.

En bytur endte noget dramatisk for tre håndværkere natten til torsdag. Håndværkerne, der er henholdsvis 20, 36 og 36 år, bor og arbejder for tiden på kasernen i Vordingborg, og ved ettiden var de på vej hjem gennem Algade. Her blev de passet op af en flok unge mænd.

- De slår på dem og bruger muligvis et baseballbat til det. De bliver ramt i hovedet, på kroppen, og den ene har fået skader på kæben, så han i dag (torsdag red.) skal opereres, siger Ove Christoffersen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.

De tre håndværkere har forklaret, at de ikke forinden har været i kontakt med gruppen og ikke har noget udestående med dem.

Fem mænd anholdt i forbindelse med indbrud

I første omgang havde politiet ikke meget at gå efter og havde kun et signalement om, at det var udlændinge, men det lykkedes senere at anholde fem unge mænd i sagen.

- Vi har anholdt fem unge mænd, som mistænkes for at stå bag overfaldet. Det skete i forbindelse med et indbrud, siger politikommissær Helle Kristoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Hun ved endnu ikke, hvad der ligger til grund for overfaldet. Det er heller ikke klart, hvor slemt de forurettede er kommet til skade.

De anholdte er i aldersgruppen 16-23 år. I løbet af dagen vil politiet tage stilling til, hvor mange af dem, der skal fremstilles i grundlovsforhør.

- Overfaldet er så alvorligt, at de bliver sigtet for grov vold, siger Helle Kristoffersen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App