Tre års fængsel for at dyrke skunk

Foto: TV ØST

To mænd er blevet idømt tre års fængsel og tre år og ni måneders fængsel for at dyrke skunk i Lundby og Valby i mængder, der ville have givet over 200 kilo hash

Retten i Nykøbing F. fandt mandag to danske mænd skyldige i at have deltaget i at drive et skunkvæksthus i Lundby og et skunkvæksthus i kælderen på Grønttorvet i Valby. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De blev dømt for at have fremstillet skunk med et samlet forventet udbytte på ikke mindre end 200 kilo hash. Desuden blev også en kroatisk mand dømt for at have deltaget i at drive skunkvæksthuset i Lundby.

Tilfreds anklager

To af mændene har siddet varetægtsfængslet siden 4. september 2014 og den tredje mand siden 9. september 2014. To af mændene ankede på stedet dommen, mens den kroatiske mand udbad sig betænkningstid. De blev alle tre varetægtsfængslet efter dommen.

- Jeg er meget tilfreds med dommen. Retten lagde det fulde udbytte til grund, sådan som jeg påstod i min procedure. I forhold til selve strafudmålingen, så har retten tillagt det vægt, at de to danske mænd har haft ledende roller som organisatorer, og at den kroatiske mand har haft en mere underordnet rolle, idet han var ansat til at bygge skunklaboratoriet og passe og forarbejde planterne, siger anklagerfuldmægtig Siw Olsen.

En fjerde mand er i efteråret ved Retten i Nykøbing F. dømt for at have deltaget i at drive skunkvæksthuset i Lundby. Han erkendte forholdet og blev idømt 1½ års fængsel med 12 års indrejseforbud.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App