Ikke færre end 8,7 millioner kroner kan Kalundborg Kommune lægge tilbage i den slunkne pengekasse efter forårets konflikt, skriver Sjællandske.
Det er en udbredt opfattelse blandt de strejkende sygeplejersker, social- og sundhedsmedarbejdere og pædagoger, at forårets konflikt ikke skabte det økonomiske overenskomst-resultat, de strejkende havde forventet.
Til gengæld kan kommunerne "klappe i hænderne". I hvert fald, når det handler om den rene økonomi, hvor en af "vinderne" altså er Kalundborg, som også var en af de kommuner, der blev udtrukket til den 21 dage lange pædagogkonflikt.
Nu viser det sig nemlig, at Kalundborg Kommune brutto tjente næsten 19 millioner kroner på konflikten. Og når alle udgifter i forbindelse med strejken er fratrukket - og såfremt forældrene får det højest mulige beløb tilbage for manglende pasning - kommer kommunen ud med et nettooverskud på 8,7 millioner kroner.
- Det ser sådan ud, konstaterer borgmester Kaj Buch Jensen, (S), overfor Sjællandske.
Borgmesteren forventer ikke den større politisk debat om sagen i økonomiudvalg eller kommunalbestyrelse og indstiller, at pengene lægges tilbage i kassen.