Spareplan for Byskovskolen skaber utilfredshed hos forældre

00:32

Et større overforbrug på Byskovskolen i Ringsted betyder, at skolen skal spare flere millioner kroner over de næste tre år. Det er skolebestyrelsen og forældre utilfredse med, så mandag aften vil de møde op, når byrådet har sagen på dagsordenen.

I Ringsted har Byskovskolen haft et større overforbrug de sidste to år, hvilket har resulteret i en samlet gæld på omkring ni millioner kroner. Ringsted Kommune har planer om, at skolen selv skal betale gælden tilbage over de næste 3 år. 

Denne spareplan har skabt utilfredshed hos skolebestyrelsen og forældre. De frygter, at spareplanen vil forringe deres børns undervisning.  Derfor vil de mandag aften troppe op, når byrådet skal behandle sagen.

Kommunens spareplaner

Der er tale om et overforbrug i 2014 og 2015, hvoraf syv millioner blandt andet er blevet brugt på ordninger, så skolens klasser kunne få undervisning fra to lærere på én gang og administration.

Dertil er to millioner kroner blevet brugt på at visitere elever til specialundervisning fra en kommunal pulje. Problemet er, at eleverne er blevet visiteret på den enkelte skole, mens puljen er blevet administreret centralt hos kommunen. Derfor har skolerne ikke vidst, at puljen ikke var stor nok til at dække udgifterne til at dække alle elevernes specialundervisning. Dermed skal skolen selv dække to millioner kroner.

Den gamle praksis er nu ændret, så der hver måned er et kommunalt udvalg, som visiterer eleverne.

Skolebestyrelsen fik først kendskab til overforbruget i marts 2015. Ringsted Kommune har nu planer om, at Byskovskolen selv skal betale gælden tilbage ved at spare de næste tre år. Formanden for skolebestyrelsen, Jan Berner Rømer, mener, at det er meget beklageligt, at overforbruget ikke er blevet opdaget før, og han frygter nu konsekvensen ved den treårige spareplan.

- Vi frygter, at vores skole bliver ringere stillet end andre skoler. Det er vigtigt for os at skolens motto bliver overholdt, som handler om at læring og trivsel går hånd i hånd. Men hvis skolen skal spare, tror vi ikke, at det kan lade sig gøre og det er for dårligt, siger Jan Berner Rømer.

Forældrene ønsker flere penge fra kommunen

Mandag aften har skolebestyrelsen og forældre planer om at troppe op foran byrådssalen i Ringsted, når byrådet har sagen på dagsordenen. Her vil de møde politikerne med budskabet om, at give skolen en ekstrabevilling, så gælden kan blive eftergivet.

- Vi har lige ansat en ny skoleleder og lavet nogle tiltag, så overforbruget er blevet fjernet og der er kommet sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Derfor vil vi appellere politikerne til at give skolen en ekstra portion penge, så skolen kan starte på en frisk, siger Jan Berner Rømer. 

De konservative støtter forældrene

Mandag gav Konservative Folkeparti tidligere på dagen udtryk for deres støtte til forældrene.

-Vi føler, at lærere og elever bliver taget som gidsler i denne sag. Vi mener, at vi er nødt til at behandles sagen anderledes, siger Finn Andersen, som er byrådsmedlem for Konservative Folkeparti.

Finn Andersen arbejder til dagligt selv på Byskovskolen, og han mener, at det er drastisk, at skolen skal spare næsten ni millioner. Det kan ikke lade sig gøre, uden at det går ud over undervisningens kvalitet.

Finn Andersen forklarer, at der ikke er et loft for, hvor mange undervisningstimer en lærer skal påtage sig. Så hvis skolen skal spare, kan det betyde, at lærerne skal tage flere timer, mens de får mindre forberedelsestid. Det giver dårligere undervisning i hans øjne.

- Jeg frygter, at hvis man presser citronen for hårdt, så vil skolen vil miste lærere, siger Finn Andersen.

Derfor foreslår han, at man i stedet søger dispensation om at droppe de obligatoriske lektiecaféer. Det mener han, at Byskovskolen kunne spare mange penge ved.

Byrådsmødet går i gang klokken 18.30 mandag aften.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App