Alexander Pedersen har været hjemme hos sin mor i weekenden for at holde fødselsdag. Og den første gave kom allerede ind ad brevsprækken i fredags.
Alexanders mor, Mette Pedersen, modtog nemlig et brev fra Socialminister Benedikte Kiær (V). Hun tolker selv brevet som opbakning i hendes sag.
- De giver os ret i, at den måde vi har læst loven og fortolket loven, det er den rigtige, siger Mette Pedersen.
Blandt andet skriver ministeren, at:
"... de har ret til frit at vælge sådanne tilbud. Retten til frit valg gælder uanset botilbuddets beliggenhed."
Derfor øjner Mette Pedersen nu en chance for, at sønnen kan flytte væk fra Bo- og Naboskabet Møn, hvor han bor nu. Det er nemlig ikke egnet til unge mennesker, mener hun.
- Alexander vil rigtig gerne bo et sted, der hedder Kildehaven i Svinninge. Det er et sted hvor der er en masse unge mennesker på hans alder. Og der er faktisk en del af hans gamle skolekammerater, siger hun.