Sneglefart på Vestmotorvejen

Foto: TV ØST

Store broelementer vil senere på måneden snegle sig afsted på Vestmotorvejen. Ingen bilister vil kunne overhale konvojen af lastbiler, der kører med 20 km/t.

Om aftenen og i nætterne fra torsdag den 25. juni til søndag den 28. juni skal bilister overveje alternativer til Vestmotorvejen. Her kommer en kortege af lastbiler med store broelementer til at trille østpå fra Korsør Havn. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Banedanmark skal i gang med en ny etape af den nye bane København-Ringsted, hvor der skal anlægges en jernbanebro over Motorring 4 ved Vallensbæk.

Elementerne, der er produceret i Polen, er 4 meter brede i bunden, 6 meter brede i toppen, 4,5 meter høje, 40 meter lange og vejer i omegnen af 200 ton. Særtransporterne vil blive eskorteret af både følgevogne, politi og en såkaldt "stødpudebil", da de kun vil køre med 20 km/t.

For at genere trafikken mindst muligt vil elementerne blive flyttet fra kl. 19.00 til kl. 06.00.

Transporterne skal køre i midtersporet på motorvejen, og hverken biler eller lastbiler vil kunne overhale.

Motorvejsbroen, der fører Bildsøvej over Vestmotorvejen, ved Vemmelev er for lav til at kortegen kan passere under i østgående spor. Her vil lastbilerne blive ført over i det vestgående spor, hvor frihøjden er større. Det betyder, at Vestmotorvejen lukker i omkring 30 minutter i løbet af natten.

Det vil tage to døgn for den enkelte lastbil at fragte et element fra Korsør til Vallensbæk. I løbet af dagtimerne vil Kongsted Rasteplads være hvilested for chaufførerne.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App