Sne udsætter 1. divisionskampe

På grund af snevejret bliver fodboldkampene FC Helsingør-Skive og HB Køge-Vendsyssel i 1. division udskudt. I Næstved håber man dog stadig på søndagsbold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bolden kommer til at ligge stille flere steder på Sjælland søndag.

Yderligere to fodboldkampe i landets næstbedste række er søndag morgen blevet udskudt. Det skyldes de store mængder sne, der siden lørdag eftermiddag har ramt store dele af Sjælland. Det drejer sig om opgørene FC Helsingør-Skive og HB Køge-Vendsyssel.

Det oplyser FC Helsingør i en mail og HB Køge på klubbens hjemmeside. Allerede lørdag aften nåede man frem til samme beslutning i Roskilde, således at klubbens søndagskamp mod Fredericia også er udskudt.

Nye spilledatoer for de udsatte kampe er endnu ikke fastsat.

Næstved-FCV håber at spille

I Næstved håber man til gengæld stadig på, at kampen klokken 14 mod FC Vestsjælland kan gennemføres.

Direktør Preben Jul Pedersen siger til Ritzau, at en beslutning vil blive taget efter klokken ni, når banen bliver forsøgt ryddet sammen med en række frivillige.

/ritzau/


Nyhedsoverblik