Kritikken har været massiv. Arbejdsløse er vrede over nyttesløse kurser og nedladende behandling. Det skal være slut nu, fastslår Faxe Kommune. De holdt torsdag et tilsynsmøde med konsulentfirmaet Ramsdal, som står for nogle af kurserne til arbejdsledige i blandt andet Faxe, Ringsted, Sorø og Næstved kommuner.
- Vi har selvfølgelig sagt, at det vil være en rigtig god ide, at de taler ordentlig til og med vores borgere. Og så har vi også anmodet dem om at være en anelse mere professionelle i deres håndtering af den opgave, som vi i øvrigt betaler for, siger René Tuekær, Borgmester, Faxe Kommune.
TV2 ØST har flere gange fortalt om, hvordan arbejdsløse spilder deres tid. Men efter TV2 ØST gik ind i sagen, har de seneste to dage på aktiveringscentret i Næstved været anderledes.
- Det virker som om, der er sket en radikal ændring i tiltaleformen og måden at spørge os ud- og hjælpe os på, siger Peter Christensen, Arbejdsløs, Haslev.
Kommunen har også efterlyst mere indhold i vejledningen. Hvis ikke det sker, kan det få konsekvenser for konsulentfirmaet.
- Så er vi selvfølgelig nød til at vurdere om vi kan fortsætte den aftale, vi har med dem. Det kan også være, at den udløber af sig selv og så er det selvfølgelig et spørgsmål om, vi så vil forlænge den. Det er de parametre der er i det, siger René Tuekær, Borgmester, Faxe Kommune.
Peter Christensen er glad for, at der er blevet gjort noget ved problemet. Men mener ikke, at problemet alene er løst på baggrund af bedre opførsel og indhold i vejledningen. Man bør også tage mere overordnet fat om hele aktiveringssystemet.