Slagelse: To ud af tre bilister står til at bryde ny lov

Foto: TV ØST

Selvom det inden længe bliver lovpligtigt at fastmontere nummerpladerne med skruer, viser en ny undersøgelse, at kun hver tredje lokale bilist i dag lever op til de nye regler.

Fra november bliver det lovpligtigt for person- og varebiler at have nummerpladerne spændt fast med skruer. Hidtil har nummerplader kunnet nøjes med at være monteret i klikrammer, men det ændrer sig nu.

Loven blev vedtaget tilbage i 2013 for at give bilisterne god tid til at foretage det lille indgreb og fastspænde pladerne. En undersøgelse foretaget af dæk- og autoservicekæden Euromaster viser dog, at der er langt igen, før lovgivernes mål er nået.

– Vi har i løbet af ti dage kontrolleret 1183 biler. Undersøgelsen viser, at kun 392 af dem havde spændt nummerpladerne korrekt på i henhold til de nye regler. Det er under en tredjedel, hvilket er alt for lavt med november lige om hjørnet, siger Allan T. Hansen, der er centerleder hos Euromaster i Slagelse.

Loven omfatter alle person- og varebiler. Både skruer og plastikhætter i de rigtige farver kan hentes ved SKATs nummerpladeekspeditioner, lyder det i en pressemeddelelse fra Euromaster.

Tredobling af nummerpladetyverier

De nye regler er et forsøg på at dæmme op for den stigning i nummerpladetyverier på landsplan, som også har ramt Slagelse i de seneste år. Siden 2006 er antallet mere end tredoblet. Når du ikke at fastspænde din nummerplade med skruer, kan det komme til at koste dig en bøde samt omkring 1400 kroner for nye nummerplader, hvis uheldet er ude og pladerne bliver stjålet. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App