Skole på Falster vinder landsdækkende fotokonkurrence

Foto: TV ØST

Eleverne i 8. klasse på Eskilstrup Skole fik i dag nyheden om, at de har vundet Kræftens Bekæmpelses landsdækkende konkurrence 'Cool Uden Røg'.

Ud af billeder fra 250 klasser i hele landet har 8. klasse på Eskilstrup Skole vundet Kræftens Bekæmpelses fotokonkurrence 'Cool uden røg'. Elever i 8. og 9. klasser landet over har i løbet af efteråret indsendt deres billede af det, de synes er cool. Mandag fik eleverne på Falster nyheden om, at de har vundet konkurrencen.

Vinderfotoet viser Lisa Vibe Andersen fra 8.b i en flikflak. Ifølge eleverne er billedet cool, fordi ”det er cool at man endelig kan finde ud af en ting som man har kæmpet så hårdt for”.

Foto: Eskilstrup Skole

Bevægelse og aktivitet vinder

Hos Kræftens Bekæmpelse var de glade for at se, at billeder af aktivitet og sport var populære blandt de unge.

- Vi havde forventet, at eleverne ville fotografere materielle ting, de synes er cool, for eksempel bestemt tøj, mobiltelefoner eller sportsudstyr. Men vi blev overraskede. Billederne fortæller historier om venskab, hjælpsomhed og kærlighed til naturen. Flere fotos viser, at det er cool at være sig selv, som den man er, fortæller Louise Wohllebe, projektleder i Kræftens Bekæmpelse.

Hun og de andre dommere fra organisationen var rørt over, at billederne i så høj grad viser sociale værdier frem for statussymboler.

Initiativet skal forebygge rygning

Med fotokonkurrencen vil Kræftens Bekæmpelse give skolerne lyst til at arbejde med rygning og forebyggelse. For der er stadig alt for mange unge, der bruger deres lommepenge på cigaretter.

- Der er kun få dagligrygere blandt eleverne i grundskolen. Men mange eksperimenterer med rygning, og i skiftet til gymnasie eller erhvervsskole stiger antallet af elever, der ryger – omkring hver femte elev på en ungdomsuddannelse ryger dagligt. Ved at arbejde med rygeforebyggelse i tide, kan vi ruste eleverne til at forblive røgfri – også efter afgangsprøven i 9. klasse, siger Louise Wohllebe.

Undervisning om rygning og identitet

For at forebygge rygning blandt de unge, har Kræftens Bekæmpelse arrangeret fotokonkurrencen. Men den har været en del af et undervisningsforløb på fire lektioner om rygning og identitet. I undervisningen har eleverne snakket om, hvad der gør en person cool, og hvordan nogle bruger cigaretter til at sende bestemte signaler om sig selv.

Både fotokonkurrencen og undervisningsforløbet er en del af Kræftens Bekæmpelses kampagne 'Cool Uden Røg', der skal forebygge rygestart og motivere unge rygere til at kvitte smøgerne.

Kampagnens blikfang er sort/hvid-fotos af 13 kendte danskere med en slikkepind i munden, blandt andre Oh Land, Tim Christensen, Medina og Mads Langer. Godt 250 klasser fra hele landet har deltaget i fotokonkurrencen, som kører igen i efteråret 2016.

Fakta:

Fakta om rygning blandt unge og i grundskolen:

  • 18 % af de 15-årige ryger hver dag, hver uge eller af og til.
  • Hver tredje 15-årige har prøvet at ryge.
  • Forskning viser, at skoler, der arbejder med Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesprogram, X:IT, kan nedbringe antallet af rygere med en fjerdedel.

Kilde: Skolebørnsundersøgelsen 2014, Statens Institut for Folkesundhed 2014.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App