Skildpadder bor midt i byen i Korsør

Foto: TV ØST

Eksotiske dyr som skildpadder er blevet faste beboere i en sø i et anlæg midt i Korsør. Til stor glæde for beboere i byen.

Går man en tur rundt om den lokale sø, er det normalt dyr som ænder og måske en frø, der viser sig i vandet. Men i Lovsø-anlægget midt i Korsør kan man møde en håndfuld lidt mere eksotiske beboere.

Hele seks skildpadder er nemlig blevet faste beboere.

- Jeg er rigtig glad, jeg synes, de er søde. Jeg havde ikke lige regnet med skildpadder i en sø her i Korsør, siger Julie Ekman, der besøger stedet flere gange om ugen for at se på skildpadderne.

Dyrene hører dog slet ikke til i den danske natur. Kun udelukkende i et akvarie og den type skildpadde, der svømmer rundt i Lovsø-anlægget er i sin tid blevet importeret fra Nordamerika. Det fortæller Henrik Bringsøe, der har beskæftiget sig med padder og krybdyr de seneste 45 år.

- Når skildpadderne er små, fylder de ikke mere end en femmer og de er nemme og billige at få hos dyrehandleren. De færreste tænker over, hvor store dyrene rent faktisk bliver, siger herpetologen.

Ifølge naboer til søen er skildpadderne blevet sat ud i anlægget for over tyve år siden. De seks skildpadder er da også godt store – nogle af dem med et skjold på over tyve cm.

Det er ulovligt at sætte eksotiske dyr ud i naturen og selvom skildpadderne i søen ikke udgør nogen fare, så opfordrer Henrik Bringsøe alligevel til at tænke sig godt om, før man anskaffer sig en skildpadde, der vokser sig for stor.  

- Den gyldne regel er, at lade være med at ændre på naturen, siger han.

Se en seervideo af skildpadderne i artiklen herunder. Videoen er optaget af Julie Maaløe-Jørgensen.

00:44 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App