Sjællandske kommuner: Staten må kystsikre

Foto: TV ØST

Holbæk og Odsherred forsøger sammen med fem andre kommuner, at få kystsikring på dagsordnen.

Borgmestrene i de syv sjællandske kommuner mødtes fredag formiddag til det første tværkommunale møde om de problemer, der blev så åbenlyse efter stormfloden den 6. december. Holbæk og Odsherred var med.

Mange af problemerne er ens i kommunerne, og de syv kommuner vil nu have klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) til at gøre kystsikring på Sjælland til et nationalt anliggende. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

- Staten har allerede anerkendt, at kystsikring på den jyske vestkyst er et nationalt anliggende. Nu må vi have ministeren til at forholde sig til forholdene på Sjælland også, for problematikkerne er jo de samme. Vi ønsker, at der også for Sjælland afsættes betydelige midler til kystsikring, siger Roskildes borgmester Joy Mogensen (S), som er blevet udpeget til at være gruppens kontakt til ministeren.


- Vi står hver især med massive problemer med at få kystsikret vores kommuner. De voldsomme skader, som Bodil forvoldte, har chokeret os alle, og der er ingen tvivl om, at vi har brug for statens hjælp til at realisere de tiltag, som vi på nuværende tidspunkt kan se bliver nødvendige, siger Joy Mogensen til DAGBLADET Roskilde.

Borgmestrene vil nu bede om et møde med ministeren om sagen, og de syv kommuner har også inviteret Helsingør og Egedal Kommuner med i samarbejdet.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App