Scoop: Nu kan du se sjældne sorte storke

Foto: TV ØST

Det er ikke kun de klassiske hvide storke, der har indtaget området. Også 8 af de mere sky og sjældne sorte storke er spottet på Falster.

Skovens juvel kalder fuglekendere den sorte stork, og nu kan den opleves på Falster. Vester Ulslev på Lolland er i øjeblikket invaderet af hvide storke, der er på hvil på deres træk til Afrika, mens de 8 sorte storke har slået sig ned for et hvil på Falster.

Det er ornitolog Benny Steinmejer, der har set de sorte storke ved Bøtø fuglereservat på Falster, og det er ifølge Mogens Lange Petersen fra storkene.dk lidt af et særsyn.

- Det er et scoop at se den sorte stork. Det vil rigtigt mange fugleinteresserede gerne opleve. Den sorte stork har godt nok været her i Danmark i længere tid end den hvide, der kom for 500 år siden, men den er ekstremt sky, og vi ser den ikke så tit. Den bliver kaldt skovens juvel, fordi den er så smuk, og jeg kunne da godt selv finde på at tage en tur til Falster for at se den, siger Mogens Lange Petersen.

Venter på vinde mod syd

Mandag spottede flere personer op mod 100 hvide storke i den lille lollandske by, og de skulle efter sigende stadig være der i dag tirsdag. Eftersom den hvide og den sorte stork er 2 forskellige arter, hænger de ikke ud sammen, og de kommer formentligt heller ikke til at følges til Afrika.

Hvor længe flokkene bliver, ved kun de prægtige fugle selv, men ifølge Mogens Lange Petersen venter de på sydgående vinde, der kan hjælpe dem mod Afrika og bedre vejr, mens det bliver koldt heroppe.

01:53 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App