Samler underskrifter: Initiativtager vil have redningsbåd til Præstø

Foto: Jagtpram tages op fra vandet efter søndagens ulykke Foto: TV ØST

Efter søndagens kæntring på Præstø Fjord har Jesper Bo Petersen fået nok.

Søndag var der endnu engang en farlig situation på Præstø Fjord, og nu har Jesper Bo Petersen fået nok. Han er træt af, at man skal vente længe på hjælp, når uheldet er ude på fjorden.

- Nu har vi haft endnu et uheld på fjorden, der kunne have haft gavn af en redningsbåd tættere på. Det er et spørgsmål om tid, når du ligger i det kolde vand, fortæller Jesper Bo Petersen.

Læs også: Tre mænd kæntret i mørket på Præstø Fjord

Intivativtager: Det handler om tid

Han har startet en underskriftsindsamling, der skal overbevise politikerne i kommunen om, at det er nødvendigt med en redningsbåd i Præstø, som kan rykke ud med kort varsel.

- Man skal starte et sted. Det her er en måde at vise, at der er en stor efterspørgsel på området, så håber vi, at vi kan få politikerne i tale. Vi er mange, der bruger Præstø Fjord til sejlads, vi har brug for den sikkerhed, lyder det fra Jesper Bo Petersen.

Det handler om tid i sådanne situationer, så det svært at forstå, at man sparer på områder, der kan rede liv. Så lad os stå sammen om denne underskrift indsamling og få Vordingborg kommune til at forstå at det er et spørgsmål om liv eller død, skriver han.

Andejagt gik galt

Søndag aften var det en andejagt, der gik galt for tre unge mænd. De var på jagt i to andepramme, da den ene pludselig begyndte at synke. Og da den tredje mand forsøgte at hjælpe de to andre, kæntrede han. Han formåede dog at svømme i land og slå alarm. De to sidste blev reddet i land af en robåd, som indsatslederen sejlede. Der var altså ingen redningsbåd, og derfor mener Jesper Bo Petersen, at det er yderst nødvendigt.  

Den første mand i land blev kørt til behandling på Næstved Sygehus i ambulance, de to sidste blev med en tilkaldt redningshelikopter fløjet til behandling på Rigshospitalet.

- Selvom alle tre var meget forkomne, da de kom i land, så har de det alle godt nu, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ehm Christensen, til TV ØST.

Læs også: Præstø-forstander tiltales efter Præstø-Ulykke

Lærer mistede livet

Så godt gik det ikke i 2011, da en gruppe efterskoleelever og deres lærere kæntrede med en dragebåd på Fjorden. Flere af eleverne var livløse, da de blev reddet op af det 2 grader kolde vand, og mange af dem har stadig men efter ulykken, der kostede deres lærer, Michael Jørgensen, livet.

- Når du ligger i vandet, er det et spørgsmål om tid. Især på denne årstid. Hvis vi havde haft en redningsbåd i Præstø dengang, kunne det have set anderledes ud i dag, fortæller Jesper Bo Petersen.

Underskriftsindsamlingen blev startet i går, og i skrivende stund er der 123, der har skrevet under.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App